fredag den 12. august 2011

Når man bliver overfaldet!

Er alene hjemme. HG er til noget 'mande-høhø'. Sad og læste blogs, da det pludseligt gik op for mig, at nogen skramlede rundt i garderobeskabet - og jeg HAR prøvet at være alene hjemme før, hvor vi fik døren sparket ind (af en rocker! ... spørg mig lige om lille jeg var ved at lade bunden gå af skræk!) - ikke en 'succes' jeg ønsker gentaget. Bævrede som et espeløv og nåede ikke at undre mig over, hvorfor hundene ikke reagerede. De har alligevel siddet og savlet lidelsesfuldt ved hoveddøren, siden HG gik - som om, de ville dø af at være under my care i nogle timer. Prøvede at liste mig hen til døren uden at slæbe på fødderne pakket ind i gigant 'elefantfusser' (de dér dyneagtige hyggesutter) - noget af en bedrift i øvrigt! Greb en colaflaske (det eneste, der lige var tilgængeligt) og nærmede mig, mens hjertet hamrede så hårdt, at det nær havde brækket samtligt ribben. Beredte mig på overfald ... eller voldtægt ... eller værre. Det eneste jeg ikke havde beredt mig på, var at få en skrigende kæmpekat flyvende i flæsket på mig. Godt så! Og chooook!!! Hvornår har det dumme Zappedyr liiige lært at åbne skabsdøre? Ingen aftengodbid til den dame. Nå! (Nu set i bakspejlet burde jeg have indset, at rocker måtte have foldet sig gevaldigt sammen, hvis han skulle kunne ligge på en af de tarvelige hylder!)
Den skyldige - som bare ligger der og ser svært tilfreds ud! Hrmf, ligesom.
Nu, hvor hjertefrekvensen er nogenlunde tilbage på normalt niveau vil jeg hoppe i dynerne og læse indtil jeg falder i søvn ned i bogen (har haft endnu en nat med blæsende hornorkester - tvinger snart HG til at sove i badekarret!) ... eller bliver vækket af HG - selvom han nok først er her efter klokken et. Han plejer som regel først at være hjemme mellem et og tre ... nogle gange fire. Gad vist om han også bliver modtaget af flyvende pelsklump? (Tarveligt siger jeg bare! Hvad har jeg nogensinde gjort hende? ... Er det silikonepulveret forleden? Er hun sur over, jeg fjernede hendes gigant-flåt? Tror hun, det er første april?).

Godnat derude i blogland.

1 kommentar:

  1. Hej Line. jeg har tildelt dig en blog award. Tjek min blog :)

    SvarSlet

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...