mandag den 28. november 2011

Dagens ...

... outfit.

All H&M. Og kasserolleklip.
Det bliver ikke verdens mest interessante indlæg detteher. Men jeg er sååå træt. Faldt først i søvn efter ekstra smertestillende og Stesolid mod kramper - sådan ca. omkring kl. 02:30! Tror, det er vejret, der har gjort det. Så det var et styks glad Line, der kunne sove længe ... altså det troede jeg. 
     Skulle først være på historiekursus kl. 16. Men først blev vi vækket af Supaya på julepyntsjagt (og så er det belastende at have en døv kat - man kan råbe og skrige, uden hun reagerer!). Faldt endelig i søvn igen og blev efter en time vækket af telefonen. Det var så dyrlægen, der ville høre, hvor vi blev af? Ja, det er så først i morgen vi har en tid, hvor Supaya skal steriliseres og øretatoveres. Hyggeligt at blive vækket ... igen! Kunne næsten ikke slæbe mig ud af sengen, da jeg endelig burde stå op. Kl. 12:30 lå jeg der endnu og overvejede at melde afbud. Men HG skulle alligevel af sted, og vi er nået til historie og Romerriget, hvilket jeg havde glædet mig til. Så det var om at tylle endnu en Stesolid mod kramperne. ZZzZZzZZz ... Heldigvis var undervisningen SÅ spændende, at det var umuligt ikke at holde sig vågen!

I morgen skal vi så være ved dyrlægen med Myrledyret (læs: Supaya) kl. 08:00-08:30. Og det er en laaang tur. ZZzZZzZZz. Er spændt på, om jeg overhoveder vågner i morgen. Sidst jeg fik Stesolid sov jeg to døgn straight - var kun vågen i sammenlagt tre timer! Kl. 16:00 kan vi hente hende igen. Der har vi så også en tid til Frik, der er begyndt at få nogle anfald, hvor benene forsvinder under hende. Hun ligner en cykel, der ekser på baghjulet. Efterfølgende begynder hun at humpe ... ti minutter efter kan det så være ovre igen.

Nu er klokken 21:10. Og jeg er træt, træt, træt! Jeg vil hoppe i seng og se om jeg kan læse uden at falde i søvn ned i bogen. Og så jeg vil lægge tøj til i morgen klar, så jeg bare kan rulle ud af sengen og i tøjet og så køre en tandbørste rundt i gabet og af sted. Så må jeg sove videre, når vi kommer hjem.

Søndagsstorm

Søndagen har været stille og hyggelig. Har sovet længe, set "Medium", strikket på mit tubehalstørklæde, hygget med dyrene, hoppet lidt rundt i blogland og været glad for, jeg ikke skulle ud i stormen. 

Tørklæder in the making
Vi havde snakket om at tage op og se juletræet blive tændt, men jeg endte med bare at sidde i nattøj hele dagen og gasse - på ægte søndagsvis. Adventskransen blev tændt og det var faktisk helt dejligt, selvom der ikke var familiesammenkomst, som vi plejer, når det er advent (min mor havde aftale med sin mødregruppe).  

Adventskrans og rod
Min mor havde købt et juletræ for os, da hun fik et godt tilbud hos en af veninderne, hun var ude at besøge. Så nu er det også i hus. Hun nåede dog ikke indenfor, da hun gerne ville hjem, før stormen nåede sit maksimum. Det har rusket godt. En gren knækkede og smadrede en vores udendørslamper. Og HG aflyste aftenturen med hundene, for ikke at flyve væk. Så de har måttet nøjes med en tur i haven, mens vi krydsede fingre for, at ingen træer besluttede sig for at vælte. Kattene har været rastløse, fordi de ikke måtte komme ud, men endte med at falde til ro hos mig, der har siddet i dobbeltsenge med strikketøj og fjernsyn kørende. 

Søndags-Supaya
HG har fået taget nogle smukke billeder for mig, der fanger søndagens stemning. Om lidt vil jeg slutte ugen og søndagen (der ret betset blev mandag for en time siden) med dette indlæg og få noget søvn. 

En af sidste års julegaver - i anledning af højtiden pyntet med klokke.

Min challenge går forresten rigtig godt. Jeg overholdt (næsten) mit løfte til mig selv i går om ikke at grovæde på vores spilledage. Der røg dog ét stykke kage mere ned end jeg egentlig havde lovet mig selv. Jeg overvejer at skrive næste lørdags indtag op, så jeg kan holde mig i skindet. 

Diskret julehygge i soveværelset
På torsdag er det d. 1. og dagen, hvor jeg har lovet mig selv, jeg skal på vægten. Jeg krydser fingre og håber, at jeg trods alt har tabt bare lidt de sidste tre uger (det må jeg have - kun ét tilbagefald!). Og så er det bare om at holde fast, til de overflødige kilo er væk. Min motivator er billeder af mig selv, da jeg var nede på idealvægten for lige over et år siden. Det skal bare lykkes!

søndag den 27. november 2011

NOOOOO!!!

Dét. Gjorde. Jeg. Bare. Ikke! Detgjordejegbareikke! Det gjorde jeg bare ikke! DET GJORDE JEG BARE IKKE! 

I går aftes. Sent. Alt for sent ... ja, der fik jeg den gode idé at klippe mit pandehår. Den viste sig så at være knap så god, idéen that is ... Især fordi jeg var overtræt, ikke havde linser på, brugte en neglesaks og agerede på en indskydelse. Jeg har længe syntes, mit pandehår var forfærdeligt. Skævt, hverken kort eller langt og hele tiden med et udseende som er det kronisk fedtet! Folk må tro, jeg aldrig vasker hår! Så da jeg så på billederne i går (hvor jeg havde vaske hår få timer forinden), tænkte jeg, det nok bare skulle studses lidt. Men det blev ligesom ikke bedre. Så jeg gav den en tak mere og én mere. Og én mere, da det ikke hjalp første gang. Og så blev det skævt. Og nu ... ja nu ser jeg nogenlunde således ud:

Seriøst! Helt seriøst! Bortset fra, mit er mere hullet og ujævnt.
     Så sådan gik jeg ind i stuen, hvor HG sad. Jeg havde et håndklæde op foran ansigtet og følgende skete:
HG: "Hvad går det dér ud på?"
Mig: "Æhm ... jeg har haft et lille uheld."
HG: "Hvad for en slags uheld?"
Mig: "Sådan en her slags ..." *Fjerner håndklædet*
HG: "Okay ..." *Sjovt ansigtsudtryk*
     Og herefter begynder han så at hulke af grin. Godt så - en virkelig selvtillidsbooster! Han sværger, det kun var fordi jeg så så sjov ud i ansigtet - som var jeg en tre-årig taget på fersk gerning foran spejlet med mors saks. Men helt ærligt - det kan enhver jo komme og sige! Jeg kan jo ikke engang selv glo mig i spejlet uden at grine! Så nu kan folk i sandhed sige: "Vil du have noget at grine af? Så skrup hjem og se dig i spejlet!"

Hvorfor gør jeg det? Jeg ved jo godt, det aldrig går, når jeg forsøger at ændre min frisure.

Det startede egentlig allerede da jeg som tre-fire årig fik overbevist min mor om at klippe mit smukke, lange hår af. Jeg havde en ældre veninde, der havde kort hår og en pisk. Jeg så meget op til hende, så det ville jeg også have. Dér satte min mor dog (heldigvis!) grænsen. Til gengæld lod hun sig overtale til, hvad der kun kan betegnes som en rigtig 80'er-klassiker: Svenskerfrisuren. 
     Som om det ikke var galt nok, vågnede jeg dagen efter op med ballonhoved - fåresyge! Spørg lige, om jeg var et yndigt syn!
     Der gik da heller ikke længe, før jeg fortrød. Og sad hver aften med min lille, gule kam og redte mit hår igennem, hundrede gange - for jeg var overbevist om, at så ville det nok hurtigere gro ud.
     
Da jeg var seks år og vi flyttede, fandt jeg ud af, jeg ville have det klippet igen. Og igen på 80'ermåden (why?!). Men dét ville min mor ikke have (jeg skylder min mor en stor tak for alle de grænser, hun har sat mig gennem min barndom!). Til gengæld gik hun med til, at jeg måtte få pagefrisure ... hvilket jeg fortrød sådan ca. et halvt døgn efter lokkerne var faldet. Siden da blev jeg ikke klippet - udover mit pandehår. Næste gang, jeg kom under saksen (altså udover med pandehåret), var jeg næsten tolv!
     Da jeg var ni kunne jeg pludselig heller ikke få mig selv til at klippe mit pandehår. Så i ca. tre år, havde jeg langt pandehår. Men så startede der en serie (vi var nu nået start halvfemserne) - jeg kan ikke huske, hvad den hed, men der var bl.a. en svensk pige med, der havde yndigt, langt, rødt hår - med et smart kort pandehår. Desværre kunne frisøren ikke finde ud af at klippe dét pandehår. Så det blev bare kort - på den kiksede, udtyndede måde. Samtidig skulle hun tage et stykke af resten af håret - et stykke! På det tidspunkt var mit hår så langt, at jeg kunne sidde på det. Det var hele min identitet - jeg var pigen med det lange hår og de yndige øjne. Det var alt, jeg havde! Jeg var genert, forsagt, en man ellers let overså. Men folk huskede det lange hår og dådyrøjnene. Jeg blev tilmed inviteret med til fødselsdag hos børn fra min skole, jeg ikke gik i klasse med og egentlig heller ikke kendte - alene pga. håret. Og nu stod jeg så dér hos frisøren. På væggen hang en tegning af en slank pige med lange ben og timeglasfigur. Man så hende bagfra. På venstre siden af plakaten, var hun tegnet med langt hår, der nåede taljen og var klippet lige over. Nede under var der er 'V', som i 'rigtig'(måde at klippet håret på). På højre side var hun lige så langhåret, men håret var klippet ned i en spids. Og der var et stort fedt kryds over - som i: Dette er en forkert måde at klippe håret på. Og jeg kan huske, jeg undrede mig over, at den 'forkerte' måde var lavet til højre i billedet; for jeg opfattede højre som 'rigtig' og 'venstre' som forkert. Hvorfor hedder det ellers 'right' på engelsk? Og hvorfor kaldte min klasselærer ellers de venstrehåndede for 'kejthåndede' og insisterede på, de skulle til specialundervisning nogle timer om ugen (som om, der så måtte være noget galt med dem!)? Og jeg kiggede på det forkerte hår, og syntes, det var den smukkeste frisure, jeg nogensinde har set. Det var som om, håret bølgede ned ad ryggen som et vandfald.

Imens mærkede jeg pludselig et ordentlig ryk i nakken - og vidste med ét at noget var forkert! Frisøren havde taget ALT for meget hår af. Jeg lod hånden løbe op ad rygge og kunne ikke engang mærke hårgrænsen, så højt var den flyttet op. Og jeg skreg af mine lungers fulde kraft: "Det er for meget! Det er for meget!" Og frisøren må rette til, så yderlaget blev tykkere, min mor måtte trøste mig, der stod og rystede, og det blev hentet vand, ligesom man gør til besvimende patienter, og alt var kaos. 
     Det var lige før min fars 50-års fødselsdag. Der skulle komme en masse gæster - bl.a. familie fra resten af landet OG Sverige. Og jeg så ud! Det var på det tidspunkt, jeg var begyndt at blive fed. Den kjole, der var meget på mode det år og som jeg havde drømt om at se mig selv i (i lilla og grøn - mine to yndlingsfarver) kunne slet ikke fås i min størrelse. Og jeg endte i plisseret, sort, lårkort(!) nederdel, hvor mine fede lår stak ud som et par stolper under. Jeg er i forvejen meget lav, men dén nederdel fik det nærmest til at se ud som om, mine ben var blevet savet over ved knæene (især fordi jeg fra naturen af har meget fede ankler!). Samtidig var jeg i en hæslig pastelfarvet rullekrave, der også fjernede min hals og en stramtsiddende, hvid strik med et stort broderet blomstermønster på. Mit pandehår var ca. tre centimeter langt (eller kort!) og resten crepet (på firsermåden!) og gjorde bare, at man endnu mere lagde mærke til de to forskellige længder. Så dér stod jeg - rundhoved, fed med kikset hår og gigantisk overbid. Kan I huske bedsteveninden, Betinna, fra "Mig og Mama Mia"? Nogenlunden sådan så jeg ud i hovedet - med lige så kort pandehår, men dog med noget mere længde bagtil.

Jeg nåede at blive næsten fjorten, før jeg opgav det med pandehåret. Hver gang skulle en ny frisør prøve at klippe drømmepandehåret ... og kiksede. Sidste gang kom frisøren til at lave det så kort at det var en katastrofe. En del af håret strittede lige op i luften, mens en anden del lå nedover panden. Jeg lignede faktisk en anden af karakterene fra "Mig og Mama Mia". Jeg husker ikke, hvad hun hed i filmen, men hun spillede en af rollingerne, der var med i samme klasse. 
     Kun en uge efter havde en jeg en stor casting på et modelbureau. Behøver jeg fortælle, at makeupartisterne kom på arbejde for at redde mine billeder? OG at jeg ikke klippede mit pandehår igen for jeg var ca. 23? Eneste trøstende omstændighed var, at jeg på daværende tidspunkt ikke var den kuglerunde 12-årig, men en yndig teenager, der var slank som et siv, havde lange, tynde ben og i det hele taget en smækker, veltrimmet krop.

Men hvorfor klippede jeg så håret igen, da jeg var i tyverne? Tja, pandehår var lige kommet på mode igen, og jeg tænkte, det ville skjule min ret så høje pande. Men jeg dur bare ikke til pandehår! I starten af tyverne havde jeg også en del eksperimenteren med længden af mit hår. Det endte med endnu en frisørkikser - få måneder før vores bryllup! Og min drøm om at have løst hår til brylluppet blev droppet. Det blev sat op, så man ikke kunne se, hvor kort det var! Og siden har jeg holdt det langt. Faktisk har jeg holdt mig til nøjagtig den samme frisure - den fra salonen, der var 'forkert'!

Forrige år lod jeg dog mit pandehår klippe igen. Med det var på den lidt mere sofistikerede og lange måde. Sådan lidt, Rachel Green-måden.


Og nu har jeg så forlængst fundet en frisør, der an sit shit. Jeg elsker mit hår fra den periode - kastanjefarvet med røde striber ... Desværre hævede min hovedbund dog op efter farven, så siden har jeg ikke turde favre det. Så nu render jeg rundt med kedeligt, leverpostejhår og har mareridt (bogstavlig talt!) om, hvad jeg gør, når de grå hår begynder at vise sig!

Så nu kommer jeg kun til frisør én gang om året for at få det klippet. Jeg kan jo ikke rende til frisør hver tredje uge og få klippet pandehår (nogen kan nok, men jeg kan ikke - det er økonomien bare slet ikke til!). Så jeg har forsøgt at gøre det selv. Det er gået nogenlunde indtil den sidste måned, hvor jeg bare ikke har været tilfreds. Og jeg må nok se det i øjnene: Mit hår, mit højest skattede aktiv er bare fortid. Det er ikke som i niende klasse, hvor vi fik et spørgeskema fra parallelklassen, der lavede projektopgave om unge og deres selvtillid. "Hvilke ting ved din krop kan du godt lide?" Lød spørgsmålet. Og det eneste, jeg kunne komme på var: 'Mit hår'. Efter tyve minutters tænkepause tilføjede jeg også 'mine fingernegle' ... bare fordi jeg ikke rigtig syntes, jeg kunne være bekendt overfor de andre at svare så kort. Men sådan har det altid været. Der er ikke noget, jeg kan lide ved mig selv. I dag ikke engang mit hår. Til gengæld er jeg kommet til at holde mere og mere af mine øjne ... selvom jeg skeler på det ene, når jeg bliver træt.

Mit hår, min akilleshæl, din storhedstid er forbi. Forud venter leverpostejen, knolden og senere endnu søvlstænkene og til sidst: Udtyndingen. 

Kære hår - du har været en skøn ven, en stor kærlighed ... og jeg lover aldrig at klippe mit pandehår igen!

Amen!

Mit hår i sine velmagtsdage. Det kostede mig over 2220,- i farve og klip - og er nogle af de bedste penge, jeg nogensinde har givet ud!



Dagens ...

outfit.

Det har været en lang dag. Først en tur gennem stormvejr til 'hjembyen' og mine forældre. Afleverede banditterne (læs: hundene) og tog i Netto for at købe Nupolager (tilbud - næsten halvpris - tjatjing!). Derefter spilleklub og 'første-søndag-i-advent-selv-om-det-er-lørdag'-hygge. Var hjemme ved nitiden og skulle rydde rod op, sætte varer på plads og gjort et brev klart til afskibning i morgen (fuck nej - det er jo søndag i morgen! Duh! Altså ... ugen bliver forkert, når spilleklub er lørdag og ikke søndag!). Derefter på Face og svare på breve og ja, nu er klokken så over tolv! Så derfor tager vi lige en dagens outfit for nemhedens skyld - så kan I også få set mine armbånd, der allerede er dukket op! :) Beklager, mine bryster nærmest hænger nede ved bæltet, men jeg havde ondt i ryggen og tog bh'en af ... hvilket jeg først kom i tanke om efter billedet var taget (typisk!) og kamera pakket væk - og så gad jeg altså ikke tage det om.

Jakke: Vila. Kjole: H&M. Armbånd: Smykkegave.dk. Bælte: En gammel traver, jeg fandt i en rodebunke i mit tøjværelse. (Man kan edderdulme godt se, der er kommet otte kilo ekstra på damen siden sidste sommer!!).
Halskæde: H&M. Ringe: Asos. Ørering: Rosila.dk
Nå, nu vil jeg altså i seng ... og håbe på, jeg ikke vågner ved at taget flyver af - for er du gal, der er sus i Marens bukseben her! (Hundene må nærmest have fløjet vandret foran HG på deres aftentur!).

fredag den 25. november 2011

Juhuuul

I år har jeg fået startet tidligt på julegaveindkøbene. Så jeg mangler kun én. Til gengæld har jeg været sent ude med at få pyntet og få lavet dekorationer. I onsdags var vi i byen og købe de sidste ting ind. Bagefter tog vi en tur på en inspirationstur på planteskolen. Jeg elsker planteskolen! Det kan godt være, jeg ikke engang kan holde liv i en kaktus, men jeg elsker blomster. Og jeg elsker gå rundt i dette specielle univers med søde dufte, fuglene der pipper i volieret, udstillinger med brugskunst og blomster. Og til jul er det helt specielt! De fine udstillinger ... I år var de farveopdelte. En sektion med hvid og sølv, som sne, der glimter. Lilla, der funkler så fint i de levende lys. Den traditionelle røde og guld, en frisk grøn. Så fint, så smukt. Og jeg ville ønske, jeg havde haft kameraet med!

Dagen efter var jeg tidligt oppe - før otte. Jeg fik rodet hele hjemmet til med ler, lys, pyntegran og hvad der ellers hører med. Så nu er der adventskrans, kalenderlys og oppyntning. Jeg er stadig ikke færdig - bl.a. mangler jeg haven, hvor vi skal have sat lys op. Men her er et par stemningsbilleder med julehygge her i hjemmet (er gået lidt amok, men ville gerne have så mange med!).


Rod og koncentration
Hygge i karnappen
Adventskrans
Soveværelset
Soveværelset
Kalenderlyset i soveværelset

Video video ...

video
Mit første videoforsøg ... bær over med mig. Har taget hundrede år og forsøg for at virke, så please enjoy. :) (Musik: Edward Mccain: "I'll be ...").


Challenge dag 5 +

Jeg fik vist aldrig afsluttet denneher challengeting. Pt. er jeg i uge tre og det kører stadig fint. Jeg er faldet i én gang, hvor jeg guffede Dream is (lakrids naturaly! c",)). Ellers har jeg kun syndet på vores ugentlige spilledag. Dér skal jeg til gengæld lære at styre mit handicap. Jeg spiser ikke morgenmad eller frokost den dag. Vi kommer til kaffebord og senere aftensmad. Men jeg skal altså lære at styre mit handicap. Og forstå at det er okay at spise én thebolle og ét stykke kage ... ikke hele bordet (med dug). Og slet ikke fortsætte efter vi er kommet hjem. 




I dag er vist første gang, jeg har spist rigtig aftensmad de sidste par uger. Men det var ret usundt - pasta med Dolmio og en smule majs. Jeg havde haft en travl dag. Været oppe siden klokken halv otte. Ryddet op, lavede juledekorationer, pyntet op m.v. Klokken otte kom det sidste afsnit af "Danmarks næste Topmodel". Kvart i otte var jeg dødsulten og i panik. Havde ikke en ærlig grøntsag i huset, kun lidt frostvarer i fryseren. Så dette blev det noget usunde valg - men bedre en pizza eller burgere fra den nærmeste grill!


Ellers har det fleste dage lignet dem, jeg tidligere opremsede. En typisk dag vil indeholde to Nupobarer, to gange havregrød, risengrød eller All Brand med skummetmælk. Nogle dage har det været frugt i stedet for havre-/risengrød eller A.B.




Jeg har ikke vejet mig alle de uger. Sjovt, for jeg har de sidste mange, mange år vejet mig hver dag. Nu tør jeg ikke. Jeg er bange for at give op, hvis vægten ikke lige giver resultater. Jeg føler ikke, der er sket det store. Men det MÅ der være. Jeg tror mit mål må være at komme på vægten, når vi træder ind i december. Og så ellers fortsætte i samme stil - med stramme tøjler på spilledagen.

Gæt hvad, gæt hvad, gæt hvaaaaad!!!

Er helt oppe at køre! Ka' I huske de armbånd, jeg søgte for noget tid siden? Dem fra smykkegave.dk, som de ikke længere havde?

Her er mine små vidundere!

DE HAR FÅET DEM IGEN! Yay!!! Så så man lige mig flippe ud (har jeg nævnt, jeg elsker smykker? ;)). De er nu proppet i kurven og bestilt. Selvom vi er fattige. As allways. Havde egentlig forbudt mig selv mere shopping dette år (og gerne et stykke ind i det nye), da dankortet - både mit og HGs - er blevet skambrugt på det sidste. Af mig. Til tøj og smykker. Har købt en ordentlig stak T-shirts, nye cardigans og sweatere dette efterår. Primært (en undskyldning har man vel altid) fordi jeg er ved at være lidt for fed til min gamle gaderobe i 36/38 og small. Og har måttet opgradere den til 38/40 og medium (my God - I'm exsploding!). Alt bliver dog gemt - i håbet om, jeg en dag kan være i det gamle (ja, right!).

I lørdags kom vi til at diskutere smykkefænomenet til vores spilleklub. Min mor havde bemærket, at flere og flere er begyndt at gå med ringe på det yderste fingerled ('toprings') - noget jeg har gjort de sidste ti-tolv år. Jeg har oplevet at blive stoppet på gaden af folk der spørger: "Ej, må jeg lige se?!" og flår min hånd til sig og derefter udsætter mig for tredjegradsforhør med spørgsmål som f.eks. "taber du dem ikke?" og "har du dem altid på?". Og ja, jeg har dem altid på. Når jeg går i bad tager jeg alle ringene af og lægger dem i sæbevand. Dér får de så lov at boble og hygge sig indtil jeg har fået tørret og glattet hår. Ellers tager jeg dem kun af, hvis jeg har betændte led eller hævede fingre. Og nej, jeg taber dem aldrig. Det er ikke sket endnu i hvert fald ... altså på nær sidste jul, hvor jeg skulle stege and (adder!) til den ikke-vegetariske del af familien. Da jeg havde stoppet anden og trak min godt snaskede hånd ud, manglede den ene topring! Og jeg måtte have hånden op i måsen igen og rode videre ... en hemmelighed der stadig er velbevaret i forhold til familien. c",)


Her ses et eksempel fra Asos
Faktisk har jeg bestilt ovenviste, da mine efter ti års slid er ret udpinte. 


Nå, men i hvert fald sidder vi dér og diskutere smykkebrug, min mormor, mor og jeg. Jeg kommenterer at det er sjovt, jeg altid har været så smykkeglad (HG kalder mig 'Skaden', da jeg bliver tiltrukket af alt, der glitrer). Mit første smykke blev jeg iført allerede da jeg var tre måneder gammel og skulle til fotografen. Siden da har det været den store kærlighed.

Nogle af mine første minder, hvor jeg stavrede rundt på aspargesben, inkluderer en raslende lyd fra mit charmesarmbånd, jeg havde arvet fra min mor. Jeg har bare altid være smykkesyg! 
          Min mor går til gengæld stort set aldrig med smykker. Hun har én halskæde, hun har på hver dag - lidt noget overtro/OCD-agtigt noget. Hun er egentlig ikke overtroisk (eller OCD-ramt), men alligevel føler hun, hun får en dårlig dag, hvis hun ikke har den på. Da hun var på min alder havde hun en del halskæder hun ofte gik med. Ét sæt havde hun i guld - halskæde og armbånd - der var fra min far. Det holdt hun først op med at gå med, da hun ved sidste rensning hos guldsmeden fik at vide, det var ved at være slidt op. Så nu går hun kun sjældent med det. 
          Af ringe kan jeg ikke erindre, hun nogensinde har gået med andet end sin vielsesring. Da jeg i sin tid måtte fjerne mine ørepiercinger pga. ar, fjernede min mor og mormor også deres i protest. Jeg regnede med, at jeg kunne begynde at bruge mine igen på et senere tidspunkt. Plastikkirurgen blev hvid i hovedet, da jeg nævnte det ... Han havde så også lige syet mig med 36 sting pga. seks sølle piercinger. Så jeg gik hjem med mine sting og en lovning om, at jeg aldrig igen ville lade mig pierce, aldrig lade mig tatovere og aldrig lade mig operere unødigt. Jeg er dog sikker på, at havde jeg ikke været ardanner, havde jeg haft en hel del piercinger - dog ingen tatoveringer. Det er bare ikke mig.


Her er et kort glimt af de ringe på højre hånd, jeg altid går med. På venstre hånd har jeg en lillefingerring og en 'topring', jeg altid går med. Ellers bruger jeg forskellige ringe på den hånd - hvad der nu passer til humør og tøj.

Jeg siger herpå, det må være min mormor jeg har det fra. Hun har mange smykker og går med forskellige hver dag. Ved den replik får min mormor imidlertid hønserøv og ligner én, der har fået at vide, hun ligner Carl-Mar Møller. Og jeg bliver egentlig lidt såret. For mig var det jo en kompliment. Og når jeg går med alle de smykker, jeg går med, gør jeg det jo fordi jeg synes det er pænt! 


... Det synes min mormor så ikke, kan jeg nu forstå. c",)

søndag den 20. november 2011

"Faldt du i?"

... Tænker du måske, fordi der ikke har været update så længe, og jeg lige var i gang med en challenge her. Men nej, jeg kan lykkeligt fortælle at jeg ikke er faldet over fristelser på vejen (okay, måske nogle få, men jeg åd dem ikke!). Jeg har bare været aktiv og travl ... måske lidt for travl. Med det resultat, at jeg sidder her med et skinneindpakket håndled, der er ubevægeligt. Hvis jeg ikke holder håndleddet fuldstændigt i ro, gør det bare SÅ nas! Og det er lidt svært (og tidskrævende!) at skrive med én hånd. Men jeg er stadig på med challenge og vil komme med en update snarest, for jeg regner selvfølgelig med at mit håndled er okay igen en af de nærmeste dage (ik? Please!).

Det er godt nok ikke min hånd, men én der drev rundt på da world wide web - men nogenlunde sådan ser min egen ud i disse dage.

fredag den 11. november 2011

I wish I had a river ...

Alle omkring mig traller og er i julehumør. Sidste år følte jeg lidt, jeg gik glip af julen ... eller rettere sagt: Juleaften. For hele december var perfekt! Den utopiske jul på landet, i eget (drømme!)hus med sne, der dalede foran vinduerne, juletræ, hjemmebag - det hele. Vi var tilmed til romantisk bryllup, holdt i grønlandsk stil med traditionelle dragter og det hele ... smukt. 

... Altså indtil romantisk julesne blev til 'The day after tomorrow'-helvede og vi blev sneet inde i ni dage, ikke fik set familien og sad dér alene med juleand og alle julegaverne, tanken om at løbe tør for kattemad, frygten for, hvornår bunden af fryseren ville blive synlig.

I år bliver det bedre. Jeg ved det bare. Ingen sne ... ikke andet end lette drys i hvert fald. Ingen klaustrofobisk indelukkethed (vores by var den sidste i Danmark, der blev gravet fri!). Intet fyr, der løber tør for olie, så man sidder dér og klaprer tænder foran en milliard stearinlys og venter på, Q8 kan få en vogn igennem.

Mange snakker om julesange, sætter cd'er på og skråler med. Og jeg sidder dér og føler mig udenfor, fordi jeg ikke føler trang til at 'give you my heart' eller drømme om en hvid jul eller hoppe op og ned i takt til bjældeklang.

Der er dog én sang, jeg altid hører igen og igen, hver jul. Den kommer her sammen med et udvalg af stemningsbilleder fra min jul de sidste par år:

Robert Downey jr.: "River"

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...