torsdag den 9. august 2012

Bloggen barsler

Som du måske har bemærket, har bloggen fået en ny fane, der hedder "Bogmaraton og anmeldelser 2012". Her ligger de bøger, jeg har læst gennem året - en del af dem med anmeldelser. Det er meningen, at flere vil komme til, så er du litteraturinteresseret, så hold øje med siden. Jeg kan samtidig afsløre, at der også er flere faner på vej. Bl.a. vil Cleo-the-cat få sin egen fane (også af hensyn til hendes tyske forældre), hvor artiklerne om hende vil blive lagt ind og hvor jeg løbende vil opdatere på hendes liv og levned, samt uploade billeder.


Når jeg synes, litteraturen og Cleo fortjener sine egne faner, er det fordi, det er to ting, der står mit hjerte nær. Ja, ikke bare Cleo alene, men alle (mine) dyr. Jeg leger også med idéen om endnu en fane til nogle af HGs smukke naturbilleder; Bornholm, dyr og litteratur er noget jeg ønsker, skal være med til at kendetegne og præge bloggen, da de i dén grad er en stor del af mig.


Når litteraturen har fået så stor en plads i mit hjerte, skyldes det nok dels en medfødt interesse og dels min barndom. Ikke alene blev der læst meget hjemme hos os, der blev også fortalt meget. Begge mine forældre er store fortællere - dog på hver deres måde. Min mor gør sig især via den mundtlige fortælleteknik. Som barn var der intet bedre end at sidde lænet op ad hende inde i den store dobbeltseng. På den ene side sad min bror, på den anden side sad jeg, med tommelfingeren i munden og Julius, mit kaninskind, krammet ind mod mig. Og mens hun levende fortalte om sin barndom, slappede jeg mere og mere af. Min barnekrop gled længere og længere ned i sengen, næsen blev dybere og dybere begravet i kaninskindet og tomlen gled ud af munden sammen med trævler af savl. Og jeg hørte om morfar, der syg sad lænket i sin kørestol, glemt af sine brødre. Jeg hørte om min onkel Torsten, der skulle holde røret for min morfar, der dårligt kunne snakke selv. Jeg hørte om, hvordan han med skælvende stemme råbte: "Ja, er det dig, Kent? Det er Carlo. Jeg vil bare fortælle dig, du er et usandsynligt stort røvhul!". Jeg smilede, halvt i søvne, over morfars hævn og Torsten, der tilfreds smækkede røret på, mens onkel Kent må have stået totalt forvirret i den anden ende. Jeg hørte om min mor, der rystende betragtede optrinnet og med formaninger om ikke at fortælle mormor noget blev sendt ned efter studenterbrød, så de kunne fejre deres sejr. Jeg hørte om onkel Torsten, der tissede på fru Petersens vasketøj og min mor, der sammen med gårdens andre børn stillede op på række og sang: "Rap, rap, rap, fru Petersen er skrap ...". Og om hvordan hun blev så optaget af sin egen skønsang, at hun ikke hørte de andre sætte i løb, da fru Petersen pludselig stod der med pappiloter og det hele, mens min mor ufortrødent - nydende sig selv i fulde drag - fortsatte: "... ligner hun en krokodille ...". 


Min far gjorde sig mere i skrivekunsten. Han skrev eventyr og historier, malede sin fantasi ned på papiret med bogstaver. Men jeg elskede nu alligevel mest, når han en sjælden gang lettede på en flis til sin barndoms land, og fortalte om faster Issa, der spiste penge og blev beordret på potten, mens min farfar i spænding ventede på at høre et 'pliiing' på metalpottens bund. Eller da hun klippede dukken Odawald skaldet og fik pigen Jonna til at spise orm. Ekstra spændende var også fortællingerne om farfar Meen, der var så hidsig og altid skød skylden på min far og min onkel Mikael, når hans gør-det-selv-projekter gik galt. Hans fine, slanke kunstnerfingre, der placerede brædderne til brændeovnen mellem vandrørene, fordi saven var væk. Og hvordan han endte med at sprænge dem, så hytten fyldtes med vand og han skreg på min farmor: "Laura, Laura vi går under, vi dør! ... Det er også de satans knægte!" På den måde blev mine forældres barndom virkeliggjort for mig, og jeg så dem for mig som de børn, de var engang; hvor utænkeligt det end var for en femårig at se sin far og mor sådan.


Hjemme hos min Olde elskede jeg at kigge i hendes bøger. Jeg har altid haft en særlig kærlighed for ældre bøger, der har deres helt egen, specielle lugt. Det er som om en sød duft af fortid og eventyr springer op fra siderne og omhylder mig. Nogle gange fandt jeg små pressede blomster mellem siderne, og en sjælden gang en firkløver. Og det gjorde ligesom magien endnu større.


På min første skole, havde vi en bibliotekar, der røg pibe. Det var dengang, man stadig måtte ryge på sin arbejdsplads (ja, jeg er gammel!). Og jeg vidste intet bedre, end når vores lærer forkyndte, at nu skulle vi på skolebiblioteket og finde bøger. Jeg gik mellem alle hylderne, og kunne høre bøgerne hviske deres fortælling ud, mens pibelugten bølgede rundt om mig. Det var som et helt andet univers - de to dufte af pibetobak og gamle bogsider ... den sidder i mig endnu og gør mig varm helt ind i sindet.

Jeg vil slutte dette blogindlæg med håbet og ønsket om at den nye side må blive godt modtaget og med de smukke, smukke ord fra en af mine absolut yndlingsforfattere, W. H. Auden. Du undrer dig måske over det dystre valg, men jeg sad længe og overvejede, hvad jeg ønskede at slutte af med. Valget stod mellem tre digte og dette (hvor jeg af pladshensyn kun bruger sidste strofe) er valgt, da det er det - af alt litteratur jeg nogensinde har læst - der har gjort det største indtryk på mig.

"... The stars are not wanted now: put out every one;
Pack up the moon and dismantle the sun;
Pour away the ocean and sweep up the wood;
For nothing now can ever come to any good."

(- sidste strofe fra 'Funeral Blues'). 

_____________________________________________

[For god ordens skyld vil jeg lige nævne, at navnene på familiemedlemmer i indlægget ovenfor er ændret.]

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...