Når en killing bliver stor

Mens bloggen har stået stille, har I slet ikke haft mulighed for at følge Zazen. Nogle stykker har sendt mig private beskeder og spurgt, hvordan det går ham og om vi har beholdt ham.

Hvis nu I ser på billedet herover, kan I næsten regne ud, at han selvfølgelig er blevet her - hvem kan forære sådan en krudtugle væk? ;) Han bliver snart fem måneder(!) og trives rigtig fint. Da han efter at være blevet 12 uger fungerede godt herhjemme, også med de andre husdyr, valgte vi, at han selvfølgelig skulle blive, selvom det er et stramt budget vi må køre, når vi nu har fem katte OG to hunde. Udover at være meget madfikseret og en anelse madaggressiv er der (endnu) ikke nogen mén af hans hårde start på livet. Jeg tror stadig han savner sin flaske, som han fortsatte med til sin 12. uge (han fik en 'natbajer', som vi kaldte aftenflasken, men ellers almindelig mad for en killing på den alder).

Men nu sidder I sikker og lurer på, hvordan han ser ud nu, ikke? :) Så her kommer lidt billedespam. Enjoy.

En stor herre med ægte hankattetræk - men som I kan se på de afslørende næsepletter, ER det altså (believe it or not) Zazen. :) Og nu med grønne øjne.

Hr. Langejan feder den på sofaen.

Ah ja, stolen er nu også dejlig ... især pga. uldtæppet (der er kattenes).

Men selv en stor mis kan have brug for at føle sig lille og hygge hos far.

Hvis du vil læse mere om Zazen, kan du klikke på hans billede til venstre og læse om hans start på livet og hvordan og hvorfor, han havnede hos os.

My makeup, my love

Vi har haft den før, men gode råd kan ikke gives for ofte. :) Der er ting, en pige bare ikke kan undvære. Og det er forskelligt for os alle, hvad der er vigtigt. For mig er det især vigtigt, jeg ser frisk og rask ud. En ting er at være syg, noget andet er at ligne en, der er syg. I perioder med mange attaks er der selvfølgelig ikke altid overskud til at hive den store palet frem, men jeg har tre favoritter, som altid er i brug.

Neglelak er en af de ting, jeg gerne er iført. Mine negle er i sig selv skrøbelige og bliver hurtigt misfarvede. En kort periode forsøgte jeg mig med kunstige negle, men det er bare slet ikke mig, for jeg kan jo sagtens for lange, fine negle, de skal bare helst hjælpes på vej. Derfor bruger jeg neglelak, der både skjuler misfarvningerne og rillerne, samt forstærker neglene. Jeg er mest til neutrale farver, der går med forskellige outfits og for mig er Ciaté the Rolls Royce indenfor neglelak. Jeg har endnu ikke prøvet Velvet Manicure, men er faldet fuldstændigt for det smukke udtryk, der har både særlig tekstur og lidt rå kant. Det minder mig ikke alene om forførende fløjl, men af mørke skyer på en regnfuld dag, let støv i en solstråle, knuste diamanter i fint lag og en kats fine, bløde pels.

Denne farve hedder Mink Cashmere og er fundet hos Cocopanda til 160,00 kr.

Vi har haft den før, men jeg slår altid gerne et slag for denne mascara - Estée Lauders Magnascopic er den bedste, ja den eneste, efter min mening. Jeg har efterhånden brugt den i mange år og jeg slipper den nok aldrig. Jeg magter simpelthen ikke at bruge tid på at påføre mascara i tusinde lag og måtte børste efter for at fjerne klumper. Magnascopic fungerer for mig, fordi jeg kan nøjes med et par hurtige lag, den holder hele dagen og jeg får ikke klumper i øjenkrogene eller 'smeltende' vipper.

Magnascopic er en mascara, der ligger i den lidt dyre ende, men hos Cocopanda har de den til en lidt billigere pris, nemlig 199,00 kr.

Åh, så er vi nået til en af mine helt store kærlighedsaffære ... Clean. Jeg absolut elsker alle deres dufte, der er lette og friske og helt henrivende. Jeg har flere af deres varianter, men mit hjerte er måske mest bortgivet til rain, hvis navn glimrende dækker duftoplevelsen; når jeg lukker øjnene og bare dufter, står jeg midt i den lette sommerregn, der fordamper og letter fra fortovet. Jeg kan dufte vandet, der blander sig med sommerens blomster, den friske duft fra selve dråben og et let strejf af sommerfrugt, som vandmelon.

Clean rain fås i to varianter. 60 ml til 495, 00 kr. og 30 ml til 340,00 kr. Igen er produktet fundet hos Cocopanda

Har du prøvet et (eller flere) af disse produkter eller har du en mening, må du - som altid - meget gerne smide et par ord. :)

Fredagsfnis #8

I brystkampagnens navn, tager vi i dag (kort før det bliver lørdag :)) et humoristisk blik på jaderne; det er trods alt vigtigt at huske smilet og latteren, selv i sygdommens land.

Smid bh'en, kast et blik på ballonerne og tjek, hvor meget luft, der endnu er i dine. Hvor er du, fra venstre til højre? Jeg er en 3'er ... at jeg har født 3-5 børn kommer dog bag på mig. c",)

God weekend.

Du forsvinder

Der er nu kommet svar på, hvad der er sket med vores lille Mumitrold. Min Mumi fik natten til lørdag d. 14. en blodprop i hjernen, som har ramt talecentret (dog er der bedring og hun har ikke afasi) og korttidshukommelsen (der er meget ramt). MR-scanningen har ligeledes afsløret, at hun gennem det sidste år har gået og haft 15-20 blodpropper, der har passeret. I mange år har der været små propper, der har medført en vaskulær demens. Det er så frustrerende, for det er præcis, hvad vi i årevis har forsøgt at få formuleret til hendes læge, der ikke ville høre. Hun var i hvert fald ikke dement! Som pårørende er det frustrerende at være vidne til at én man elsker lige så højt som livet selv, forandrer sig for øjnene af én. Det er som om, Mumi hver dag dør mere og mere og der kun er det hylster tilbage, der engang rummede hendes sjæl. Det går så hurtigt ... i forrige uge spillede vi kort, vi diskuterede politik, hun boede i eget hjem, kørte bil og handlede selv. Nu omtaler de hende som 'en dement og depressiv ældre dame'. Selvom vi så det i perioder, selvom vi så en kvinde med problemer, var det slet ikke som nu. Og blodpropperne vil ikke stoppe, de kan ikke gøre andet end at fortsætte den behandling, hun har fået i mange år, men før eller senere, vil der komme en ny prop. En ny prop, som hun muligvis ikke overlever.

Hvor blev du af, Mumi? Hvorfor skulle det ende sådan? Du kender mig, kan snakke med mig og jeg kan tørre din tårer bort, der løber ned af dine kinder, men jeg kan ikke hjælpe dig, kun trøste dig. Kun holde din hånd. Sygdommen, og senere døden, må du møde selv, ligesom vi alle må. På mange måder er du allerede væk. Du har givet op, er forsvundet ind i depressionens og fortvivlelsens tågeland. Hvorfor lod du os ikke hjælpe, mens tid var? Hvorfor nægtede du behandling mod depressionen, så du nu skal lide?
          Skal vi aldrig igen rejse sammen? Skal jeg aldrig igen opleve, hvordan du gennem 120 kilometer tværs over Danmark snakker om syrenerne ved vejen, så jeg er ved at blive vanvittig? Skal jeg aldrig mere grine, når du igen kalder mig 'Frk. Nitouche', når jeg kommer i min yndlingscardigan? 'Det siger du hver gang, Mumi!' 'Gør jeg?' griner du og flakker nervøst med øjnene ... aldrig igen?
          Jeg har tænkt meget på det bælte, du købte den uge du blev syg. Hvorfor skal det køre i mine tanker, drive mig til vanvid? Jeg ser billedet igen og igen; jeg kommer ind ad døren om søndagen og du står i åbningen til stuen med efterårssolen som en aura bag dig. Dine øjne tindrer af tilfredshed og du fortæller om bæltet, der er hvidt og blåt, flettet med sølvtråd. Du var så glad! ... Og nu kan du ikke huske det. Nu ved du ikke, det er dit. Små ting, billeder fra barndommen kører rundt i hovedet på mig, så jeg bliver sindssyg. Billeder fra hele mit liv, fra glæder, fra sorger, fra grin til gråd, fra opgør og fortvivlelse til sammenhold, samhørighed. Rundt og rundt, billede på billede.
          Jeg kan ikke hente dig ud fra depressionens tågeland, kun fortælle dig, hvad jeg oplevede, da jeg var derinde. Men det vil ikke hjælpe dig, du kan ikke bruge det. Jeg kunne hentes ud, med tid, med tålmodighed, med kærlighed. Men du vil forsvinde mere og mere. Tågen vil æde dig, til du helt er væk.
          Jeg, der ellers aldrig har brudt mig Rihanna, hører pludselig 'Stay' igen og igen. Føler, den taler til mig. Er om mig ... Og dig.

It's not much of a life, you're living
It's not something you take, it's given
Round and around and around we go
 
[...]
  
Oh the reason I hold on
Oh cause I need this hole gone
Funny you're the broken one but I'm the only one who needed saving
Cause when you never see the lights it's hard to know which one of us is caving

Not really sure how to feel about it
Something in the way you move
Makes me feel like I can't live without you
It takes me all the way
I want you to stay
I want you to stay...

Måske er andres ord og floskler billige. Men det er lettere at forholde sig til end egne. Andre føler ligesådan. Livet er ens for alle.

Vidste du, jeg tænkte på dig, da du blev syg? Som om, jeg vidste det. Jeg havde allerede taget afsked. Jeg sad og så på tasken, du gav mig i fødselsdagsgave og tænkte ...

'Det er mærkeligt, du snart er væk, Mumi. Snart skal jeg leve uden dig. Snart er alt, der er tilbage knoglerne i jorden, generne i min krop. Du skulle have haft set, jeg førte dem videre. Set dig selv i mine børn. Har jeg fejlet, Mumi? Eller er du ligeglad? Hvor skal du hen, Mumi? ... Stay, I want you to stay ...'

Kære Mumi

Det er nogle hårde dage, fordi vi intet ved. Hårde dage, fordi vi intet må fortælle ... intet kan fortælle. Det er svært at sørge over dig, når man ikke må tale om dig, fordi ingen ved, du er syg. 

          Jeg har drømt meget om dig. Var tilbage i Grenhusene, hvor balsampoplerne lige nu står og fælder deres fedtede blade; hvor det hele begyndte, hvor min første erindring om dig (og så meget andet i livet) stammer fra. Af en eller anden grund, vil du altid høre sammen med det sted, selvom du ikke bor der mere; men barndommens land er en underlig størrelse - det der var engang vil altid synes som det rigtige, så selvom du har boet længere tid her, er Grenhusene, hvor jeg synes, du hører til. Jeg var der sidste måned, hvor alt lignede sig selv. Jeg gik ad de små stier og var forbi din gamle hoveddør. Der er flyttet nogle nye ind, siden sidst jeg var der for tre år siden.

          Jeg drømmer, du dør og jeg skal tømme dit lille hus, der slet ikke er i smukt træ, som navnet forjætter, men i kedeligt, gråt beton. Men du gjorde det levende. Jeg vil altid forbinde det sted med den sødlige duft fra poplerne, lugten af theboller fra dit køkken og friske æbler fra frugtskålen på dit sofabord. Pludselig dukker der erindringer op om ejendele, du ikke har haft fremme i årevis og i søvnen pakker jeg det hele i kasser og stiller væk.

          Nu tror jeg på, du overlever. Men jeg er ikke sikker på, det er det bedste for dig. Det er hårdt at se dig så lille og ulykkelig, når du er den, der hele livet har trøstet mig og mine brødre; har løftet og båret så mange byrder, men nu selv er tynget ned af en. At se tårerne på dine kinder og ikke kunne gøre andet end at holde om dig og sige, jeg forstår ... men gør jeg? Jeg ved jo ikke, hvad du tænker, jeg forestiller mig det kun. Forestiller mig, hvordan det må være at være lukket inde i sin egen krop. Jeg ved til gengæld, hvordan det er, når ens krop modarbejder én. Og jeg kender dig så godt, at jeg kan se, hvad du tænker. Derfor forstår jeg ikke, lægerne og sygeplejerskerne ikke kan se, du er der og forstår alt. Det er jo så tydeligt! De sagde til mig, du var utrøstelig. Jeg håber, de forstod min mening, når jeg svarede dig og ikke dem "Det kan jeg godt forstå, Mumi! Det ville jeg satme også være!"

          I går var det en uge siden, du blev syg. Er det ikke underligt - fredag d. 13.! For mig har det ellers altid været en lykkedag, men det må jeg vist tage op til revision. Det er som om, det er blevet mørkere og koldere mens du var væk. Som om efteråret kom, da du gik bort, ind i din egen verden. Jeg ville ønske, du kunne se æblerne på dit æbletræ; de hænger tungt på grenene, der bøjer sig mod jorden. Det var jo meningen, at du skulle gå i din have og plukke dem nu; bage æblekage med kanel og flødeskum, som vi skulle have om søndagen. At du skulle se stæreflokkene, der samler sig, gør klar til at drage bort, fodre de fugle, der overvintrer - du var så glad, da HG og jeg gav dig glaskuglerne til foder, så fuglene kunne sidde ved dit vindue og spise. Din solsort savner dig, han kommer stadig hver dag og kigger ind ad dit vindue, som spejder han efter dig. Du skulle snart have været herud og samle hyldebær, koge suppe og hygge dig. Vi skulle have holdt min fødselsdag næste weekend, hvor drengene kan være med. Nu må det vente. Vi må vente og du må vente.

Ups and downs

Turbulent weekend. Mega attak med føleforstyrrelser og spasmer, blærebetændelse tilbage for fuld udrykning og familiemedlem indlagt med mulig svær sygdom. Det er svært for mig at skrive, at ramme tasterne, så I må undskylde det korte indlæg - det var ikke lige sådan jeg havde forestillet mig bloggens genoplivelse på. :/

Fredagsfnis #7

I ægte fredag d. 13. stil får I her en lettere klammerjabsk udgave af ugens Fredagsfnis:

God weekend. c",)

Storm og stille

Jeg kan ikke finde ud af, om efteråret er liv eller død. Farverne eksploderer og hele naturens palet kommer i brug, så jeg synes, det må være livet; men samtidig daler bladende raslende fra træerne, som afstødt kød og naturen græder himmelens tårer.
          Måske er det fordi, jeg er efterårsbarn, jeg altid føler mig splittet på denne årstid. Eller fordi min krop dør efter sommerens varme - alle symptomerne blusser op og ligesom træernes nøgne grene hænger livløse og triste fra stammen, hænger mine lemmer som døde appendiks på mig, mens sjælen blomstrer op og fatter mod; skrivelysten vender tilbage, den kunstneriske årer jeg har fået i barselsgave fra mine forfædre, og der ligger i dvale det meste af året, begynder at røre på sig og jeg begynder igen at kradse små blyantstreger på papiret. Men før jeg når til kulstifterne eller oliefarverne, dør lysten igen. Min ånd er storm, men kroppen stille.
          Jeg har oplevet meget siden sidst, selvom størstedelen har været af mere trist karakter. Jeg har læst alle jeres søde hilsner og selvom jeg ikke har fået svaret, har de betydet mere end I nogensinde vil ane ... måske er det derfor, det har været svært at svare, det er svært at sætte ord på, hvad em udstrakt hånd i nøden betyder. Jeg har bare haft behov for at trække mig væk, mens dette stod på og kræfterne vendte tilbage til kroppen. Nu skal jeg starte forfra. Min krop skal vende sig til at blive brugt igen; benene, der har ligget døde hen, skal vende sig til vægten fra kroppen, fødderne skal igen lære at tage livet et skridt ad gangen. Musklerne skal holdes i gang, selvom de sitrer ved den mindste brug og de ekstra kilo, som sengelejet har givet, skal af igen. Den sunde mad skal tilbage og jeg skal finde en hverdagsrytme igen. Det er underligt pludselig at have så meget dag ... når man sover 16-22 timer i døgnet, er der kun plads til det basale i de timer, man ikke er i søvnens land; bad, væske, medicin, mad, få rørt lemmerne, så de ikke helt visner hen. Hvor ligger der mange ting og venter efter mange ugers død; hver dag skal jeg tage mig sammen for ikke at blive liggende under varmetæpper og dyner. Det er svært at trodse træthed og smerter og ikke blive liggende, forsvinde ind i en bogs fantasiland eller drømmenes univers. Men jeg prøver. Jeg prøver at bevæge mig ud på isen og håber, den ikke brister under min vægt.