Sommerfavoritter #1

Okay, teknisk set er det ikke helt sommer endnu. Men vi har haft nogle varme dage og de dage vi tilbringer i bil frem og tilbage mellem hospital, plejehjem og hjem, kan godt være ret hede. Samtidig er jeg for tiden meget tørstig, da saltniveauet er faldet, så jeg har udviklet en farlig og halvdyr vane, men guuuuud, hvor er den skøn og forfriskende! Hvis vi lige er på farten og jeg er løbet tør for drikkevarer, er det forfærdelig let liiiige ved et frygteligt uheld at falde indenom hospitalets cafeteria eller en lokal tankstation og nuppe en kold drik med. Første gang var jeg skuffet - jeg kunne ikke få kold Zero i cafeteriaet og nuppede i stedet en Egekilde med hindbær/rabarber. Det var kærlighed ved første dråbe!

Siden da har jeg været lidt uheldig: Alle dagligvarer butikker eller tankstationer jeg har været på, har haft tomme hylder, hvor denne sommerfavorit skulle stå. I nød kastede jeg mig over Ramlösa med granatæble og selvom den måske kommer ind på en anden plads, er den klart også en sommerfavorit! Hvem skulle have troet at en passioneret coladrikker kunne droppe Zero til fordel for en danskvand, der er fin på den? ;)

Jeg har forøvrigt prøvet et par andre af Egekildes varianter, men ingen kommer op i nærheden af hindbær/rabarber.

Pst: Min SHOP bugner pt. med masser af varer, så kig ind og gør et godt køb!

Jeg slår dig ikke ihjel

Her er stadig meget kaotisk ... mens foråret langsomt gør sig klar til at skifte til sommer, leger vi 'Det forsømte forår' og tilbringer dagene med at køre frem og tilbage mellem plejehjem og hospital. Mumi har - mod forventning - nu overlevet fjorten dage. Da hun forrige mandag kollapsede, fik vi at vide, at hele hendes højre hjernehalvdel er ramt og at der er ringe chance for, hun ville overleve. Mine forældre stod og skulle rejse til Tyrkiet og min onkel (altså Mumis søn) skulle til udlandet i forbindelse med sit arbejde. Vi gjorde alt klart til begravelse, så HG og jeg kunne arrangere den, mens de var væk, hvis Mumi gik bort. Men Mumi er ikke gået bort ... og mine forældre har afbestilt.

Om torsdagen - tre dage efter hendes indlæggelse - følte jeg, hun nærmede sig bevidsthed. Indtil da, havde hun været ukontaktbar. Om torsdagen forsøgte hun at åbne øjnene og klemte min hånd. En sygeplejerske mente dog, hun var længere væk. Men jeg fik ret! HG syntes, hun bevægede sit lammede ben, hvilket vi havde fået at vide ikke var muligt. Et par dage senere besøgte mine forældre hende og hun var nu vågen i korte intervaller. Vi har fået at vide, hun ikke vil forstå sprog samt ikke kunne tale, men af og til siger hun lyde, som lyder som 'hej', 'ja' og 'nej'. Hvorvidt det er noget, jeg lægger i det er svært at sige. Men jeg havde ret, da jeg sagde, hun var ved at vågne. Da hendes sidemand døde, forsøgte hun at kommunikere noget til min mor og kiggede hele tiden over, hvor P. havde ligget (de boede på samme plejehjem). Desværre kan Mumi ikke spise og drikke, pga. lammelser af svælget. Hun har derfor fået en sonde i næsen. Pr. refleks hiver hun den dog ud under sin søvn, så den skal lægge i op til seks gange dagligt og hun er nu meget irriteret i svælg og næse og bløder en del. For et par dage siden kom lægen ind, mens min mor var på besøg. Han sagde, de var klar til at flytte hende tilbage til plejehjemmet, men at vi skulle træffe en beslutning: Skal hun have sonde indopereret i maven?

Umiddelbart undrer man sig over sådan et spørgsmål, men så slår det: De vil have, vi skal tage stilling til, om hun skal leve! Deres holdning syntes at være, det mest humane ville være at lade hende sulte ihjel. For et par år siden, døde min morfars søster på den måde. Hun var over 90 og havde hjernekræft og familien besluttede, det skulle ende. Det blev et langt forløb på over tre uger og det blev forfærdeligt! Dengang udtalte min mormor, det var umenneskeligt, så hun havde sådan set selv truffet valget. Men nu, hvor hun ikke har sprog og bliver betragtet som en grøntsag, skal VI som familie være dem, der giver tilladelse til operation eller ej. Det er et lille indgreb og på den måde slipper hun for næsesonden og irritationen. Men mange ting løber gennem ens hoved:

Mumi har virkelig kæmpet for at overleve dette! Hvorfor, tænker man, når man sidder der og ser hende. Hvorfor giver du ikke slip, Mumi? Man kan nærmest SE dødskampen, men hun har vundet. Kan man så nægte hende mad? Hun kan ikke sige til og fra. Lægen siger, hun ikke mærker sult. Men hvem ved det? Ingen kan garantere noget. Jeg går stadig ud fra, hun er derinde og forstår ALT. Jeg snakker til hende som før. Om ikke andet, forstår hun tonefaldet. Hun burde slet ikke være vågen endnu, efter hvad lægen vurderede, da hun kom ind. Men det er hun. Hun burde ikke kunne bevæge højre ben. Men det kan hun! Heldigvis har Mumi i tide taget stilling til mange ting; bl.a. at hun ikke ville genoplives i tilfælde at hjertestop. Hun har planlagt hele sin begravelse. Men hvem drømmer om, man skal tage stilling til, om man skal sulte eller tørste ihjel? Jeg ser sådan på det, at nægter vi hende sonden, slår vi hende ihjel. Ville jeg kunne lægge en pude over hovedet på hende? Eller give hende morfin? Svaret er nej. Jeg kunne ikke aktivt slå hende ihjel og derfor vil jeg heller ikke inaktivt gøre det. I mange år kæmpede jeg mod anoreksi og jeg ved, hvordan det er at være udsultet og hvordan kroppen reagerer. Havde jeg kunnet bryde sygdommen havde jeg gjort det, men det tog mig seks år. Mumi kan ikke selv sig til og fra, så nu gør jeg det (VI, som familie gør det, da vi alle er enige!) - hun skal ikke sultes ihjel!

Nu venter vi bare på operationen ... Vi fik indtryk af, det ville ske i dag, men i går fik vi at vide, der kunne gå længe. Imens har de tapet hendes raske hånd ind, så hun ikke kan rive næsesonden ud. Det gør ondt at se! Hånden er det eneste, hun kan bruge frit. Nu kan vi ikke engang holde hende i hånden! Hun er 85 år og skal snart dø, men nu skal dage, uger eller måneder tikke af sted, mens hun ligger med smerter som følge af den dumme sonde! Jeg vil bare have, hun skal hjem til plejehjemmet, hvor hun kan komme i sit eget tøj og op at sidde i kørestolen. Hvor hun kan sidde på terrassen og få sollys i ansigtet. Hvor vi er nærmere og kan komme og køre hende en tur ned på havnen og se bådene, lugte duften fra pandekagehuset, mærke den kølige brise i ansigtet. Om ikke andet, kan det måske være lidt livskvalitet her på det yderste.

Imens passer vi hendes planter, lufter ud i lejligheden, har tømt køleskab, afbestilt maden. Vi er stadig i gang med at pakke kasser og møbler ud, som der ikke var plads til hos hende. Når hun er væk, skal vi have folk boende i forbindelse med begravelsen, så vi skal helst nå at tømme vores ekstraværelse, så vi kan få det gjort klart.

Jeg kæmper også stadig mod hyponatriæmien. Mine værdier var faldet temmelig meget, så jeg igen er i saltunderskud. Jeg har haft nye anfald med spasmer, er meget træt og udmattet og har haft anfald, hvor jeg var ved at besvime. Samtidig var mine nyretal ikke så pæne, så det haster snart med at finde ud af, hvorfor jeg bliver ved med at døje med blærebetændelsen, men jeg skal først til urolog i august. Selvom jeg er gået ned i medicin, der kunne være årsag til salttabet, bliver tallet ikke stabilt og jeg synes ikke jeg bestiller andet end at rende i lægehuset og æde salttabletter og salt.

Imens flyver tiden forbi. Foråret er kommet og er snart forbi igen. Jeg kan slet ikke forstå det ... for nogle uger siden - en af de første gange vi besøgte Mumi på hospitalet - stod kirsebærtræerne i fuld blomst, så hele gaden havde et lyserødt skær. I går dryssede blomsterne af derude, så det lignede snefnug, der føg hen ad fortovet. Imens ligger Mumi og går glip af det hele. Det var nu, hun skulle have siddet på sin terrasse og set havet med de hvide skumtoppe og nydt råbene fra legepladsen nede foran bygningen. Hun skulle have hørt rapsmarkerne, der rasler i vinden og fører den søde duft med sig, have set krukkerne med blomsterne, der står så fint med alle sine farver. I stedet ligger hun dér og venter ... på at dø. Sidste år var vi på vej til Fyn og Mumi var rask. Nu er hun væk.

I aften ...

Dagene forsvinder lidt pga. det med Mumi, så bloggen bliver noget forsømt disse dage. Ja, ikke bare bloggen, men også så meget andet. Derudover er der alle de prøver jeg render til pga. hyponatriæmien. I aften har vi dog sat tid af til familiehygge og inviteret mine forældre og Luddebergen (deres hund) til Grandprix-aften. Mine forældre skulle have været til Tyrkiet d. 15. og vi skulle have passet Ludde, men de måtte aflyse, da Mumi stadig hænger mellem liv og død. Det bliver underligt at skulle holde familieaften uden hende ...

Lige nu puster jeg ud, mens HG render rundt med støvsuger og støveklud. Bagefter skal jeg tilbage i køkkenet. Vi skal have hjemmelavede luksusbrugere med en masse grønt, amerikansk salat (hvidkål, gulerødder rødløg og cashews med en hjemmelavet dressing) og kartoffelbåde med grov remoulade. Til dessert er der frugtsalat med hjemmelavet råcreme. HG har printet stemmesedler ud og hundene står klar ved henholdsvis hoveddør og madskål og venter på Luddes ankomst.

Jeg er sikker på, Ludde også står klar til at komme af sted, selvom der er nogle timer endnu.

I morgen er sat af til afslapning/læsning/søvnindhentning og oprydning. Måske bliver der også et par minutter til overs til at tæske løs i tastaturet?

Skal du holde Grandprix-aften eller er du storhader? Og hvem vinder? Jeg tipper klart på Østrigs 'skæggede dame' (har I forresten set ham uden skæg og dameoutfit? He's HOT!), men umiddelbart håber jeg på Holland ud af de få numre, jeg har nået at høre - nu må vi se, om jeg når at ændre holdning, når jeg ser aftenens show.

Hvis du gætter den rigtige vinder, kan du være heldig at vinde en lille ting fra min webshop. Smid dit bud og hop ind på bloggens facebookside og se mere. Jeg trækker lod mellem evt. rigtige bud. Du kan vinde en fin kæde med bunny locket, der er ny og i ubrudt emballage.

Hvad siger man på et (muligt) dødsleje?

[Advarsel: Voldsom galgenhumor kan forekomme!]

Blev vækket kl. halvni i morges af telefonen. Kunne ikke sove i nat. Fik giga angstanfald og var bange for, jeg pludselig ikke kunne forstå, hvad HG sagde eller finde ud af, hvordan man snakker. WTF?! Hvor kom det lige fra? Normalt knytter min angst sig til noget 'rationelt' (som f.eks. at være bange for at få et nyt krampeanfald, at benene forsvinder under mig, mens jeg daffer rundt in public eller lign). Desuden er det mange år siden, jeg virkelig har været plaget af angst. Der har dog været lidt de sidste par måneder efter lang tid med stress (mormors sygdom og flytning, Cleos død, HGs retssag (der forøvrigt skal op igen allerede til august - YAIKS!), mine mærkelig spasmer m.v. Da klokken var ca. 2.30, fik jeg endelig ro og kunne sove. Det havde irriteret mig VILDT at være søvnløs, fordi jeg dels havde været træt hele dagen og dels skulle op i dag og have taget blodprøver, så svarene kan være klar inden min opfølgende aftale fredag. Kl. halvni vågnede jeg så ved at HG snakkede i telefon. Og var ikke i tvivl om, hvem han snakkede med: Plejehjemmet. Sygeplejersken havde i morges fundet min mormor, der lå underligt på tværs i sengen og havde kastet op. Hun var ukontaktbar og de havde ringet til hendes læge, der havde sendt en ambulance. De synes ikke, det så godt ud, da hun var lam i den ene side (så ved man ligesom godt, hvad klokken har slået).

Jeg fik fusserne ud af sengen og ringet til min mor. Vi aftalte at jeg skulle smutte ned og få taget blodprøver på lægehuset, mens hun kom i tøjet, fik morgenmad og luftet hund. Og selvfølgelig skulle HG skide, da vi skulle ud ad døren. Selvfølgelig var der vejarbejde. Og selvfølgelig sinkede en besværlig patient hele dagsordenen i lægehuset. Men jeg kom da endelig op i Draculastolen, klar til at blive tappet. Min læge (som også er min mormors læge) står i rummet og analyserer en prøve. Da han ser, det er mig, ligger han blidt hånden på min skulder og siger skånsomt: "Jeg synes lige, du skulle vide, jeg lige har indlagt din mormor. Jeg har ringet til din mor." Hvor sødt er det ikke lige? Heldigvis vidste vi det jo så og jeg kunne fortælle, hospitalet var næste stop.

 Mine forældre var dog også blevet forsinket, så den nåede at blive knap 11 (eller var det 12?), før vi nåede sygehuset. Min mormor lå i dyb komalignende søvn. Hun reagerede ikke på vores stemmer og virkede irriteret over berøring. Klokken to fik vi at vide, der nok ville komme en læge på stuegang om tre kvarter/en time. Klokken endte dog med at blive fire (men vi skulle jo heller ikke noget). Lille Mumi har fået en GIGA blodprop i hjernen, der fylder hele venstre hjernehalvdel. Og resten af hjernen er i forvejen skadet af diverse mindre propper gennem årene. Desuden havde hun slugt noget af sit opkast, så hun er i fare for lungebetændelse og pga. hendes hjerte, der slår forkert, har hun væske i lungerne, så hun er hårdt ramt. Sygeplejersken havde snakket om genoptræning, mens vi kiggede på hende med 'are-you-stupid-much?'-blikket. Hallo! Damen er i forvejen svært hjerneskadet og hele hendes højre side er nu lammet. Hun er nærmest i koma, tror du virkelig selv, hun vågner og spjætter af begejstring for at lære at gå? Vi troede ikke på, hun ville vågne! - En ting, lægen til dels bekræftede. Overlever hun 5-7 døgn, vil hun sandsynligvis vågne, men være meget, MEGET syg. Hun kan ikke længere snakke eller forstå sprog (det ville være som hvis vi snakkede russisk til hende)! På det tidspunkt løb det mig koldt ned ad ryggen og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på mit mærkelige angstanfald aftenen før. Sidste hun fik en blodprop vågnede jeg og tænkte: "Det er mærkeligt, Mumi snart skal dø ..." Hvorfor tænker man pludselig sådan? Vidste, at når jeg tænkte sådan, var der sket noget. Da jeg ringede til mine forældre for at spørge til Mumi, var en ambulance på vej.

 Vi tror ikke på, hun vågner op. Hvis hun gør, vil hun ikke kunne synke, spise, drikke selv og skulle suges for at komme af med slim. Hvis man ikke kan snakke, ikke kan forstå hvad folk siger, ikke kan bruge sin højre side, ikke kan huske, hvem man er og hvor man er, hvad er der så tilbage? Måske lyder det kynisk, men jeg håber virkelig, hun får fred nu! Hun har ikke fortjent dette her.
 
Jeg synes, det er svært at håndtere situationen ved deadbeds (har været der to gange før). Jeg mangler et eller andet 'mor/forælder'-gen. Synes også, det var svært at snakke til hende i dag, når hun bare lå dér. Hvad siger man lige som afsked? - Og især, når det ikke er sikkert, hun er på vej væk. 'Hej hej' (for kækt). 'Vi ses' (muligvis løgn), 'sov godt' (for sentimentalt) 'god kamp' (for overgearet). Endte med et totalt lam 'hundeklap' på hånden og noget lamt i retning af 'så deeeet' (WTF?!). Men hvis hun vågner vil hun jo alligevel ikke kunne huske det ... Har haft det på samme måde, når vi stod ved dyrlægen med vores dyr. Hvis de er alvorligt syge kan jeg tackle det, men hvis det er en mulig afsked, står jeg bare dumt og tripper og ved ikke rigtigt, hvad jeg skal stille op med mig selv, udover at knuge dem. Er ikke god til dead beds. På mit eget kommer jeg garanteret til at indrømme diverse svinestreger, bare for at sige noget, der lyder deadbed-agtigt! Er sikker på, jeg tilstår diverse uopklarede mord samt at være mor til flere af Peter Lundins uægte børn. Desuden er jeg ikke god til menneskekontakt. Jeg er ikke krammetypen; jeg bryder mig ikke om kropskontakt. Kunne man dyrke sex med tre meter mellem sig, var det en stilling for mig. ;) Jeg rører ikke ved andre og vil ikke røres ved. Jeg bruger ikke store ord som 'jeg elsker dig' og gør jeg, lyder det enten som en trussel eller noget jeg bliver tvunget til at sige at gunpoint. Selv på skrift er jeg ikke god til at skrive 'kram', 'knus' m.v., selvom jeg bliver glad, når folk skriver det til mig. Når jeg siger "jeg elsker dig" til HG siger jeg det med tegneseriestemme. Siger folk det til mig, bliver jeg gerne forlegen, svarer 'ditto' eller (endnu værre) "tak". Selv det at bruge folks navne i sætninger har jeg svært ved, fordi jeg føler, det bliver for familiært og tæt på - selvom det beroliger mig, når folk gør det med mig.

Hele dagen har vi fyret latterlige jokes af ... Da HGs mormor i sin tid røg ind med en massiv hjerneblødning, var der flere der gloede, når de overhørte vores grove samtale. Vi har vist bare ikke så svært ved at tale om døden - den kommer uanset om man venter den eller ej.

Når Mumi løftede hånden røg der bare ord ud som: "Mod det uendelige ... UNIVERS!" Da vi snakkede om, hvad der sker, hvis hun dør (mine forældre og onkel skal rejse udenlands d. 15. og min ene bror sidder i eksamen), sagde jeg: "Så må hun på køl imens", hvortil HG svarer: "Hun kan tids nok få varmen!" (Hun skal brændes). Det gode ved et hospital er, at de ansatte tit er lige så syge i roen, så de tager ikke én ilde op.

I'm fiiiiine. Men jeg er træt. Og jeg håber ikke hun overlever, for det ... 'ville hun ikke overleve', havde jeg nær sagt. Åh, hvor jeg håber, hun får fred. Det sidste halve år, skulle hun have været foruden. Der er muligvis livskvalitet i mange og meget små ting. Men ikke i dette. Ikke for min Mumi.

HJÆÆÆLP!

Okay, jeg håber, jeg fangede jeres opmærksomhed? ;) Sipzap er en ud af seks katte, der er blevet valgt som kandidat på Hjemmets side som mulig vinder af månedens kat. Hjælp hende med at vinde æren og et gavekort til Maxi Zoo, så hun kan købe en fødselsdagsgave til Zazen, der snart fylder et år samt lidt godbidder til sig selv og hele banden. Du kan stemme på hende HER

Ellers vil jeg ikke skrive en længere roman i dag. Her har været en del  tåge siden i går aftes, så jeg døjer med stærke smerter og sidder bare og glæder mig til at blive træt nok til at kunne sove eller få næste omgang medicin.

Husk at min shop bugner af varer (både nyt og gammelt), som jeg meget gerne vil af med. Priserne er inkl. fragt og du kan se alle godterne HER Der bliver sendt nye varer ud i morgen, så hvis I skal have noget med, kan det lige nås. 

Test af Pure Argan Oil fra Perfect-Body

Pga. al den sygdom, der har været inde over det sidste halve år, har min selvtillid været absolut i bund; min hud er grim, skællende og bleg, jeg har taget på, mit hår er glansløst og mine negle flækker for et godt ord. Derfor har jeg været lidt på jagt efter skønhedspleje, der er let og hurtig at bruge i hverdagen, men som stadig gør en forskel og ikke koster en bondegård. I laaaaang tid har jeg hørt om, hvor revolutionerende Argan Oil er og hvordan folk ikke kan undvære den, når først den er prøvet.

Indtil videre har jeg kun haft prøvet en billig kropsolie fra Netto, som da er udmærket, men ikke lige forandrede mit liv på nogen måde. ;) Faktisk står den bare i badet uden at blive brugt. Men så tilbød http://perfect-body.dk/ at jeg kunne få lov at prøve deres Pure Argan Oil.

Ifølge http://perfect-body.dk/ kan Moroccan Argan Oil bruges på både hårspidser og hud. HER kan du læse, hvad Perfect-Body skriver om anvendelsen.

Jeg har nu brugt olien i to uger. Den kommer i en fin glasflaske, der beskytter olien mod sollys og som ser noget mere eksklusiv ud end en billig kropsolie i plastikflaske fra Netto. Duften er lidt tung parfumeret, hvilket er det eneste minus i min bog; duften hænger egentlig pænt sammen med produktets udseende, men jeg foretrækker bare personligt en mere frisk duft.

Jeg har brugt olien på mine hårspidser samt kroppen, når jeg er i bad. Flaskens pumpesystem gør det let at få den ønskede mængde, så man ikke står og fedter med glatte hænder og taber alt. Da jeg er ekstremt dårlig til at bruge creme (dovenskaben længe leve) har det været lidt en aha-oplevelse for mig. Jeg skal ikke sidde og vente på creme, der skal tørre og jeg føler mig ikke som en pelsmagnet efterfølgende. Min hud er normalt ekstremt tør, men føles meget mere lækker ved brug af olien. Derudover masserer jeg hver aften en smule olie ind i hver negl og de sidste to uger har jeg kun flækket én negl.

Olien koster normalt 149 kr., men er pt på tilbud for 99,- og at finde HER. Firmaet service har været upåklagelig med hurtigt svar og hurtig forsendelse.

Argan Oil er dog ikke det eneste produkt fra Perfect-Body, jeg har testet. Men hvad tror I, jeg ellers har testet? Tag et kig på deres sortiment og kom med et bud.

Perfect-Body er også at finde på facebook HER

[Pure Argan Oil er venligst sponsoreret af Perfect-Body til test og omtale her på bloggen.]

"Bliver du så rask?"

Jeg har fået mange skønne beskeder omkring mit seneste indlæg; de fleste via private mails eller via facebook og jeg takker for hver og en. :) Mange af jer har spurgt, om jeg nu bliver rask ...

På sin vis kan man vel sige ja, hvis det virkelig er saltmanglen, der har givet kramperne og de andre generende symptomer. Men svaret er nej i forhold til, om jeg bliver normaltfungerende. Jeg har stadig ME og en tillægsdiagnose, som der pt. er tvivl om - diagnosen fibromyalgi har været inde over, MS har været på tale, men hele tiden er det som om, ingen af diagnoserne passer og jeg venter pt. på CT-scanning og ny rygmarvsprøve. Da der kan gå lang tid før jeg slipper helt af med symptomerne på hyponatriæmien, må jeg vente med at komme til neurolog, da det kan være svært at sige, hvilke symptomer der er blivende.

Min hverdag er stadig meget anderledes end andres; jeg har stadig smerter 24/7, har stadig føleforstyrrelser (omend ikke i lige så voldsom grad) samt svært ved at gå. Jeg vil stadig have kognitive problemer og være kronisk træt mm. Mange af mine symptomer er de samme som dem hyponatriæmien giver, hvilket også har gjort at den har kunnet snige sig ind på mig og gøre mig gradvist dårligere uden jeg har tænkt over det. Symptomerne kunne jo ikke undre! Det er først nu, hvor det har lettet lidt, det er gået op for mig, præcis hvor meget dårligere jeg er blevet i løbet af de sidste to år.

Der er stadig lang vej igen og jeg går stadig og tvivler på, jeg slipper af med sitringerne, muskeltrægheden og hovedpinen. Jeg tør simpelthen ikke tro på, jeg får det bedre, for jeg har kun været vant til, at min sygdom ændrer sig i negativ retning. Jeg døjer især med muskelkraften og spasmerne i rygmusklerne.

Så bliver jeg rask? Nej - for jeg har været syg længe for saltmanglen slog til. Men bliver jeg bedre? Forhåbentlig.

På gode dage kan jeg gå ca. 200-300 m., så min kørestol er min bedste ven i dårlige tider og når vi rejser. Her er jeg sidste år i Den Fynske Landsby, da mine forældre, mormor samt mine forældres hund, Ludvig (kaldet Ludde) var på Fyn. Gennem mine 16 år som syg, har jeg haft mange aversioner mod kørestolen, men vi bliver bedre og bedre venner og jeg bliver mere og mere ligeglad med, om folk glor. 

En overraskende diagnose

Som de fleste nok har bemærket, har bloggen stået stille meget, meget længe. Jeg har desværre været meget syg med lammelser og ikke kunnet skrive. De sidste to-tre år er det blevet et tiltagende problem med spasmer og efterfølgende lammelser og føleforstyrrelser, forværret problem med træthed (hvilket selvfølgelig ikke er underligt, når jeg har ME, men det er bare blevet værre), samt andre småproblemer. For et par måneder siden, kom jeg endnu en gang en tur med ambulance på skadestuen, fordi jeg fik et spasmeanfald, som ikke kunne stoppes med medicin. Denne gang tog de en del blodprøver fra håndleddet, da lægen mente, spasmerne kunne være opstået pga. en elektrolytforstyrrelse. Sygeplejersken undskyldte på forhånd, det nok ville blive en temmelig ubehagelig oplevelse, men selvom det føltes som om hun prøves at grave knogle ud gennem kanylen og stak forkert flere gange i hver hånd, var jeg SÅ ligeglad! Efter en del famlen måtte en ny sygeplejerske forsøge sig og til sidst lykkedes det endelig at tappe det blod, der skulle til. Jeg fik dog at vide, at alt så normalt ud og blev sendt hjem med besked om at optrappe Stesolid, når anfaldet kom ... *SUK*

De følgende uger, blev det stadig bare værre, men så skete der en overraskende vending: Jeg skiftede læge, og han mener at have fundet en del af årsagen! 

Åbenbart er mit saltniveau kritisk lavt. Det blev opdaget på sygehuset, da jeg kom ind med ambulance, men noget er gået galt, så lægen på skadestuen aldrig fik givet mig besked, men har noteret i min journal, jeg er informeret om situationen og skal begynde på salttabletter! Udover natrium (salt), er mit kaliumniveau også i den lave ende. De følgende uger, begyndte jeg at gå og besvime, pludselig miste al muskelkraft og falde. Det har været så generende, at jeg totalt har isoleret mig i ren angst, fordi jeg aldrig ved, hvornår et anfald slår til. Det har været deprimerende uger, hvor jeg bare har kunnet ligge og læse eller glo fjernsyn, men med et klik på en knap, blev to års mysterium pludselig opklaret ...! Min nye læge læste rent faktisk min journal med tanke på, det kunne lyde som hyponatriæmi.

Min læge var overrasket over, jeg ikke var blevet indlagt til observation, men bare sendt hjem uden besked, så her har været lidt drøn på efterfølfende med en masse undersøgelser og prøver, og jeg bliver proppet med salttabletter. Åbenbart må tallet helst ikke stige (eller falde) for hurtigt, men det må heller ikke blive lavere, da det så kan blive livstruende - jeg ligger fint på grænsen mellem 'lavt' og 'kritisk'. Samtidig prøver han at finde ud af, hvorfor det er for lavt. For et par år siden (samtidig med, jeg fik mit første krampeanfald) begyndte det at dale, kan han se af prøver fra min tidligere læge, men i år er det begyndt at falde ret brat og hurtigt. Åbenbart kan et af mine medikamenter give saltmangel, men da mine værdier er faldet så meget som de er, på et år, mener han ikke, det kan være det - desuden har jeg fået medikamentet i 12 år uden problemer. Det lave tal kan dog forklare mine underlige spasmeanfald samt andre neurologiske forstyrrelser, men han mener stadig, der muligvis er noget MS indover også, så vi har rendt i lægehus og på hospital i hvad der føles som ét væk. Jeg har længe gerne villet skrive opdatere omkring det her på bloggen, men har været - og er stadig - meget, meget træt. Min medicin er samtidig blevet lagt om og der er kommet nyt til, så både krop og psyke er lidt i chok i disse dage. Min muskelkræft er næsten ikke eksisterende og der skal ikke meget til, før jeg er kørt flad. 

Det er en underlig fornemmelse at få at vide, man mangler salt, når der er så meget fokus på, at vi som folkefærd spiser for meget salt og skal reducere vores forbrug. Jeg har aldrig været god til at salte min mad og vores saltbøsse er en af de ting, der stort set står urørt herhjemme. Nu er min situation så også sådan, at det ikke bare er nok at 'spise salt til mit æg', så jeg popper salttabletter i ét væk. Hvem skulle have troet, at tabletter for 120,-/måneden skulle være svaret på mine bønner?

Ved sidste kontrol, var mit tal normalt, men jeg har fået at vide, der kan gå lang tid, før det trænger ud i kroppens celler og jeg bliver symptomfri. Samtidig skal det findes ud af, om det er medicinen, der er skyld i det lave tal, eller om det er andet. I starten af maj skal jeg til de næste blodprøver og d. 9. til opfølgende samtale.

Hvis du vil vide mere om saltmangel, kan du google 'hyponatriæmi' [bemærk at hypernatriæmi derimod er, når tallet er forhøjet!] og finde ud af mere. Et normal tal ligger på mellem 136-144. Kommer tallet under 120-125 (alt efter hvilken kilde man følger), anses det for alvorligt. Akut hyponatriæmi kan opstå f.eks. hvis folk forsøger sig med 'udrensninger' og drikker for meget vand, så natriumværdien falder pludseligt. Bliver natriumværdien for lav, kan det i værste fald ende med døden, så trods snak om overdrevent saltindtag, så husk at spise salt til. ;)

Hvis du dyrker meget motion og som følge deraf sveder meget, kan du være i risko for at udvikle saltmangel. Det samme gælder, hvis du får vanddrivende medicin eller er i behandling med visse former for antidepressiv medicin. 

For mig har symptomerne været forringet hjernefunktion, svært nedsat muskelkraft, træthed, kvalme, voldsom diarré og tung migræneagtig hovedpine (mine mange problemer med 'bihulebetændelse' har vist sig højst sandsynligt at være migræne som følge af hyponatriæmien). Derudover har jeg haft de periodevise anfald med alvorlig muskelsitren/spasmer, hvor pulsen som følge af muskelbevægelserne drønede rundt på 120. Symptomer på saltmangel kan dog være diffuse og ukarakteristiske. Jeg har desuden fået at vide, at det kan have været så svært at finde årer på mig i forbindelse med mine blodprøver, pga. natriummanglen.

Jeg har ikke brugt nogen specifik kilde ved skrivelsen af dette indlæg, men formuleret mig ud fra hvad jeg har læst på diverse sites, jeg har fået anbefalet, samt hvad jeg har fået at vide via min læge. Hvis du vil tjekkes for enten hypo- eller hypernatriæmi, foregår det via en blodprøve - hos min egen læge forgår blodprøven på normal vis via armen og ikke via håndleddet. ;)

MISstemning?

Okay, måske er det bare mig, der har for meget tid til spekulationer i disse 'benløse' dage, men jeg kunne altså ikke lade være med at grine, da jeg kiggede et par af mine albums igennem ... mon nogen herhjemme prøver at fortælle mig, de er utilfredse med noget? ;)

Og forsøger man at fremtvinge et smil, ja såeh ... virker det ligesom bare lidt forceret. ;)

  

 

Har du et favoritbillede, så smid gerne din mening i en kommentar. :)

Body breakdown

Som de fleste af jer måske allerede har læst på bloggens facebookside, fik jeg endnu et spasmeanfald med følgende ambulancetur natten mellem mandag og tirsdag. Værre og voldsommere end nogensinde! Jeg synes, det begynder at trække tænder ud ... I flere timer kørte min puls på 120, fordi musklerne i ryg, arme og ben gik amok i spasmer, så bloggen hviler indtil jeg er kommet lidt til kræfter. Det blev konstateret, de ikke kan gøre andet end at give Stesolid, mens det står på. Der blev taget blodprøver fra håndleddet (alt var normalt); desværre er jeg svær at finde årer på så både prøver og drop måtte forsøges flere gange, så jeg ligner én, der er blevet kørt over af toget eller har forsøgt at kappe begge pulsårer med en sløv smørkniv. Tallene var fine, så igen falder det under 'mulige MS-spasmer' og jeg må vente på mine undersøgelser. Man mener dog at min UVI kan have udløst anfaldet, fordi kroppen er ekstra belastet. Jeg er meget træt, dopet og ked af det. Jeg kan ikke gå og kan pt. ikke overskue at jeg d. 1. april skal til urologen i Rødovre. Vi har ikke råd til HG tager med og jeg kan ikke klare rullestolen alene. Min lillebror tager muligvis med den ene vej, men jeg skal jo stadig hjem igen ... :/ Ja, pt. svælger jeg lige lovlig meget i selfpity, men sådan et stadium når jeg desværre med mellemrum. I dag har jeg været meget ked og oprevet og bloggen står muligvis lidt stille, mens jeg kommer til kræfter.

Jeg takker for de mange søde hilsner ifm. indlægget om retssagen, men magter ikke at svare hver enkel af jer lige nu.

Til de af jer, der siger, I beder for mig: Det betyder mere end I aner! Selvom (eller fordi?) jeg er agnostiker, varmer det at tænke på, at jer, der har en forbindelse med en Gud eller skæbne rent faktisk har mig og familien med i tankerne. Nogle har spurgt, om det støder mig, hvis de beder for mig og nej - jeg er tværtimod meget rørt! :)

Retssagen

Det har krævet lidt overvindelse at skulle skrive dette, for når først det kommer på skrift, kommer erkendelsen rigtigt ...: Vi har tabt HGs retssag! Den sag, vi ellers var sikre på at vinde, den sag, der i retten syntes at udspille sig til vores fordel, den sag, der skulle være det lyse punkt i sygdommen ... den sag er tabt.

Til at begynde med har det hele været noget rod. I 2007 blev HG syg. Meget syg. Det viste sig at være en dyb depression, som man formodede var stressudløst. Men den gik ikke væk. HG kom til psykolog. Og det blev værre. HG fik medicin. Og det blev værre. HG kom til udredning og pludselig fik vi et brev fra en psykiater, som kommunen havde sendt HG til: Mistanke om skizofreni!

Hvad siger og gør man lige i sådan et tilfælde? Vi havde ligesom nok med én handicappet i hjemmet ... (Selvom det selvfølgelig er på fysisk vis, hvad mig angår). Heldigvis har jeg verdens bedste forældre, der har støttet, hjulpet og båret. Jeg har verdens bedste brødre, der altid er der, hvis vi ringer og HG har verdens sødeste bror, som har verdens sødeste kone og søn; folk, der alle har været der, hvis vi har haft brug for hjælp.

De følgende år og deres begivenheder står lidt i en tåge. Det er svært at huske, hvad der skete hvornår og hvorfor. HG prøvede en masse forskelligt behandlingsmæssigt. Flere gange overvejede vi at få ham tvangsindlagt, men problemet har været, at jo mere HG blev presset af psykologer og psykiatere, des mere forsvandt han ind i sig selv. Til sidst prøvede vi en anden metode: HG blev diagnosticeret med Asperger og en personlighedsforstyrrelse af blandet type men med klare skizoide træk og vi tænkte: New approach! Så HG droppede medicinen, droppede samtaleterapi og al behandling, efter sigende skulle være gavnligt. Han fik fred til at tackle sin hverdag på sine egne præmisser og klarer sig med den hjælp, vi - hans nærmeste - kan give ham. Med årene har vi, uden at tænke over det, fungeret som mellemled mellem ham og resten af verden; fungeret som 'tolk' og mentor. Hans depressive perioder går op og ned. Det har været snak om, hvorvidt hans depression var del af en bipolar lidelse, men da han aldrig har været manisk, må det nok udelukkes.

Mens alt dette stod på, besluttede kommunen at igangsætte en førtidspension. De mente, HG måske kunne få en psykose, hvis de tvang ham ud i arbejdsprøvning og mente ikke, det er realistisk, han kommer ud i nogen former for hverken skåne- eller flexjob. Det var så her, det var meningen at den dejlige pensionskasse, vi i flere år havde betalt til, skulle give noget igen. Men her begyndte balladen så: Fra pensionskassens side mente man ikke, HG havde ret til pengene, ligesom de antydede (for ikke at sige skrev direkte) at det var skuespil for at malke dem for penge. I sådan en situation magter man dårligt at blive vred ... når man har en mand, der sidder på sofaen i underhakker, med dødt blik og småsavler fraværende, ville man næste ønske, det var sandt!

Først i 2010 begyndte det at gå nogenlunde fremad. HG har været i mange former for behandling - både medicinsk og i form at samtaleterapi. En overgang havde vi plejere der kom i hjemmet, der skulle hjælpe ham med at få en normal hverdag, men da gik det helt galt! Det, der har været bedst for HG er fred.

Fra en optursperiode i 2010; på tur for at indtage vores nye revir

I 2010 flyttede vi til vores nuværende bolig. Der faldt lidt fred over tingene og vi har lært at tage tingene én dag ad gangen. Det gør at her i perioder ligner Sodoma og Gomorra, fordi jeg er sengeliggende og HG er mentalt fraværende, så skidt og rod stabler sig i (ikke særlige ordnede) bunker. Men det tager vi med. På et tidspunkt vender det og så får vi igen bund i det og det kører indtil næste dyk. I 2010 fik vi dog også den glædelige nyhed at ankestyrrelsen gav OS medhold og at pensionskassen skulle udbetale HGs pension. Et par uger var vi lettede og flyvende; vi har altid været vant til at leve af lidt - jeg var nåede ikke engang at blive SU-berettiget før jeg pga. min sygdom måtte droppe ud af gymnasiet og vi blev tidligt blev , hvorefter HG fik forsørgerforpligtigelse. Da min førtidspension gik igennem, blev han kort efter syg.

Men pensionskassen valgte at gå i retten med sagen, og det er så den sag, HG og min far var ovre til i januar (jeg havde attak og kunne ikke tage med). Et halvt år før vi skulle i retten, fandt vi ud af, at vores advokat havde forladt firmaet, uden vi havde fået besked! Under hele forløbet har vi bøvlet med kommunikationen med ham, men bare det at finde en advokat, der tog en sag af denne art, havde taget tid. Så det var ikke de store håb vi havde, da vi fik den nye, men overraskede vi blev! For han er sgu skarp!

Retssagen gik stort set som vi kunne håbe på og alt tydede på, vi ville vinde. Dog havde vores gamle advokat ikke fået de nyeste lægeattester med - attester, der kan være ret vigtigt for sagen, attester, der har kostet os mellem 5000-10.000 kr! Alligevel var vi (og især vores advokat) målløse, da vi tabte.

I dag var så sidste dag, hvis vi ville anke sagen og det har vi valgt. Desværre har vi ikke kunnet nå at få svar på, hvorvidt vi får fri proces! Sammen med advokaten har vi dog regnet på, hvordan sagen i worst case scenario vil se ud: Altså, hvis vi taber og skal betale. Han regner med, det bliver max. 50.000 kr. (udover de beløb, der bliver dækkede). Men det er 50.000 kr. vi ikke har!

Så nu er sagen sådan, at vi i løbet af de næste par år skal nå at skrabe 50.000 kr. sammen. Det bliver virkelig hårdt, når vi oveni har et hus- og billån, vi betaler af på. Som mange, der er tættere på mig, har bemærket, sælger jeg pt. ud af alt, hvad der er at sælge af! Jeg har også fået hevet en god sjat ind, selvom det selvfølgelig alt i alt forslår som en skrædder i helvede. Især fordi vi har været så uheldige at blive ramt af Myrledyrsuheld (på den facon at Myrledyret har skrabet et eller andet til sig, som har kostet mange dyrlægebesøg og meget medicin - så sent som i dag er hun kommet på ny medicin). Det jeg har tjent ind, kan ikke engang dække dyrlægeregninger, men stadig: Bedre end intet. Dog har jeg problemer med PayPal, som jeg stadig bakser med og det er også derfor, salgsshoppen står stille, indtil vi har fået udredet fejlen.

Jeg havde håbet, Skat havde nogle dejlige penge retur til os, men for første gang nogensinde har vi så oplevet at skulle af med penge! Det svarer så kun til ca. 1000 kr. for os begge, men alligevel: Lige nu! Arhmen, come on skæbne - prøver du at fortælle mig noget?!

Pt. tager jeg hvad jeg kan overkomme af småjobs med at skrive og korrekturlæse og det er virkelig begrænset, hvad jeg kan overkomme - men igen: Mange bække små ... På et tidspunkt bliver dråben vel stor nok til at kunne gøre nytte. Jeg lægger inde med en ordentlig bunke noveller, som jeg vil prøve at få afsat og så har vi leget lidt med tanken om at få et kuld hvalpe på Frik. Cavalier er ret in pt. og hun er stadig ikke for gammel til at løbet er kørt, men skal det være, skal det også være nu. Jeg er dog lidt vægelsindet: Både fordi jeg ikke tror det egentlig kan betale sig, når man tager alle udgifter (dyrlæge, til bedækning m.v.) med i betragtning og fordi jeg ved, jeg aldrig ville synes, det var et hjem, der var gode nok til 'mine' hvalpe.

Anyway ... jeg ved, flere af jer har spekuleret over, hvad det var for noget med den retssag og hvad det er HG fejler, så here goes. Nu kom I lidt længere ind under huden på mig.

Giveaway #29

Som lovet i går starter i dag giveaway #29. Og denne gang er det et par KANT-øreringe du kant vinde - KANT DRAMA, der har en værdi af 300 kr.

For at vinde disse skønne øreringe skal du blot:

★ Følge bloggen via BLOGLOVIN og like indlægget ved at trykke på det lille ♥.
★ Følge bloggen via FACEBOOK
★ Følge KANTbyRAHBEK via FACEBOOK
★ Skrive en kommentar herunder med det navn du følger med via Facebook.

Vinderen trækkes fredag d. 28. marts og annonceres på bloggens Facebookside, så husk at følge derinde, så du kan se, hvis du vinder. Vinderen får 14 dage til at kontakte mig med adressen, hvorefter der trækkes en ny vinder.

Held og lykke til jer alle - jeg håber, at rigtig man af jer vil deltage.

Smykker med KANT

I morgen kommer der en ny giveaway på bloggen, en giveaway, som jeg er virkelig, virkelig glad for at kunne præsentere jer for.

Hvad I kan vinde, afslører jeg først i morgen, men som I næsten kan gætte, bliver det et KANT-smykke, der er designet af Sabine Rahbek.

Hvis I ikke kender KANTbyRAHBEK, kan I læse mere på Facebook HER og finde hendes webshop HER.

KANT-smykkerne er alle håndlavede og unikke og for mig repræsenterer de en elegant kombination af rå kant og feminin elegance - det er en så fin balance og symmetri, som man sjældent ser. At det bliver kombineret med unik indpakning og opsætning gør kun min entusiasme større! 

Som de fleste af jer nok ikke har kunnet undgå at bemærke, er jeg et menneske, der er meget smykkeglad og jeg er meget til smykker med edgy kant, nitter, kæder og spikes. Så jeg måtte jo falde for disse smykker. En af mine personlige favoritter er en kæde, som jeg bare MÅ eje og som Sabine har været så sød at love at designe til mig, når vi får hul nok i økonomien til, at jeg kan lægge lidt penge til side.

Hvis I skulle være lige så vilde med KANT-smykkerne som jeg er, synes jeg, I skal slå et smut indenom Sabines shop og kigge på, hvad der gemmer sig derinde; jeg kan godt love, det er en sand skattekiste for smykkeelskere! Til slut får I et par af mine personlige favoritter blandt dem der pt. ligger i shoppen.

Husk at kigge ind og deltage i morgen! Men i mellemtiden er jeg da lidt nysgerrig: Hvad er jeres favorit blandt tingene i shoppen? :)

[Alle billeder i indlægget er, med Sabines tilladelse, lånt fra hendes shop og Facebookside.]

Fredagsfnis #22

Et hurtigt indspark herfra til at kickstarte weekenden. Vi var til middag hos nogle venner i går og kom først hjem kl. fire i morges, så jeg er pænt smadret. ;) Ikke at der var gået druk i den eller noget, det var ren hygge med cola, sund mad, spil og snak, men så løber tiden også bare hurtigt. Så her står den på en chill friday.

I morgen står den så på en tilbagevenden til virkeligheden og en lang liste af to do's. Søndag er der fastelavnshygge hos Mumi på plejehjemmet og i næste uge, skal vi så have tage hul på 'projekt herreværelse', der skal males (igen) og have nye gardiner sat op og derefter have Mumis møbler ind.

Hvad står din weekend på?

Dagens chok

Arg, kender I det dér med at man sidder og scroler på Facebook og får mixet to billeder sammen, så man totalt ender med at misforstå det? Så lige denne her:

 

Nu er jeg farveblind, eggåz ... såeh, først ser jeg en sød lille padde. Og på næste billede ser jeg en stegt lille padde! Nåede et øjeblik at blive overvældet af kvalme, før det gik op for mig, det egentlig bare var en uskyld pizza. ;)

Ja, det er ikke de store poetiske inspirationer, der præger bloggen i disse dage, men vi er lige inde i sådan en helvedesperiode af to-do-lister. For hver ting man tjekker af, dukker tre nye op. Prøver at passe på mig selv og har rent faktisk hold sengen i dag, fordi jeg skal en masse de næste dage og godt kan mærke, kroppen er klar til at brokke sig.

Så I forresten at det lille Kireser-dyr var dagens fanbillede på Best Friends facebookside i går?

Hvor meget ligner det ikke lige en selfie? :)

Punkterede Michellinmænd

Hvis her er lidt stille de næste dage, skal I ikke fortvivle (som om! ;P). Vi har bare nogle lidt overfyldte dage og jeg prøver at passe på mig i al stresset, men det er lidt svært, når der pludselig er så meget på programmet.

I går skulle vi have tømt resten af Mumis hus, så alt hun ikke kunne have med på plejehjemmet skulle fordeles. Min far er en ældre herre, der har rundet de 70 for nogle år siden. Min mor har en meget slem scoliose (en rygskævhed der er så slem, at hun i mange år var observeret tæt, da lægerne frygtede, hendes ribben kunne punktere hjertet, hvis ryggen drejede mere), så hun skal helst skånes før løft. Jeg er ikke meget bevendt, da jeg kun lige er kommet op i lodret position efter sidste attak, så ret beset er der kun HG til at slæbe. Heldigvis meldte min lillebror sig på banen og ville tage fra København her til øen for at hjælpe. Der gik dog lidt kludder i planerne allerede fredags aften ... På det tidspunkt lillebror skulle have været på øen, finder vi ud af, færgen er gået i stykker og returneret til Kbh. og at en ny skal sættes ind. Det betød, at lillebror først var i havn ved tretiden om natten, så klokken blev mere end fire om morgenen før HG (der var chauffør) og min lillebror kom i seng.

Det endte også med at al den flytten frem og tilbage i går tog meget længere tid end beregnet, selvom vi skippede frokosten. Efter aftensmaden var vi kun færdige med at fordele ting og få alt slæbt til mine forældre, der bor lige på den anden side af gaden i forhold til Mumis (nu tilsalgsatte) hus. Først dér skulle vi til at køre møblerne frem og tilbage mellem Allinge og Rø. Tågen lå tyk over øen, så det var noget med 40-50 km i timen og en bøn til de højere magter om, vi var på rette kurs. Første ubehagelige (men også forventede) overraskelse kom, da vi åbnede døren herhjemme: MY GOD - ni timer væk hjemmefra og seks katte alene hjemme. Fy for pyffer en stank af gammel kattebakke at komme hjem til!!! Måtte åbne alle vinduer og døre i tre timer, mens jeg har lå som en pølse i svøb i varmetæppe og dyner og flokken var lukket inde i rummene med tremmer for vinduerne.

Nu er det dog meningen, vi skal have åbnet for kattelemmen, da vi ikke længere har Cleo at tage hensyn til. Dog skal Sekhmet lige have taget sine sting efter sterilisationen og Zazen og Shakira skal lære at komme ud.

I dag åbnede vi for Myrledyret og Samsara, så de kunne følges med Sipzap, der er en del ældre end de andre i flokken og vant til at være ude hver dag. Samsara og Myrledyret har været ude sidste sommer af små etaper. De har siden kun været ude på mindre ture, men foråret kalder og de var totalt klar i morges. Men hvad sker der så? Da Myrledyret og Samsara kom ud, stæsede Sipzap (der allerede var ude) ind igen, som om hun tænkte 'Årh nej, ikke de små på slæb!' Derefter vendte Samsara direkte om og løb efter hende ind ad lemmen. Myrledyret tog en tur rundt om huset og løb også ind. *Sigh* altså. Nå, men i det mindste er det nok fordi vi i går slæbte så meget nyt herhjem, hvilket bare er SÅ spændende. 

Da klokken var omkring midnat var vi ikke færdige (jeg gav op timer før det!), men da måtte selv mændene opgive som punkterede Michellinmænd. Pt. står vores 'herreværelse/bibliotek/kontor' næsten tomt, fordi de tunge sofaer og stole, der stod her da vi flyttede ind, er kørt til genbrug og gør plads for mormors lettere, der er i bedre stand. Kontoret står dog endnu tomt, da jeg skal have malet huller over, fordi Samsara flere steder har været lidt hård ved tapetet. Men det er altså MEGET spændende (og mindst lige så farligt) at ét rum er tomt og at stuen er overfyldt. Har nu seks katte med øjne så store som thekopper, der går på stive ben og undersøger det hele. Dog er bænken i køkkenet allerede blåstemplet og taget i brug. Der ligger de på stribe! Jeg skal se at få taget et billede, jeg kan dele med jer herinde. 

I morgen skal vi til Rønne, hvor vi har mindst en milliard ærinder! Dels skal vi have hentet træpiller, da jeg fik et tip om, det er bedre end kattegrus. Det skulle minimere bakkelugten og kattene skulle være glade for det, fordi det lugter af 'udenfor'. Nu håber jeg jo godt nok at vi de næste par måneder oplever en stor nedgang af bakkebrug, fordi de kommer ud, men det ville stadig være skønt, hvis man slap for den tunge lugt af kattegrus og det støv, det medfører. Vi overvejede ellers at prøve krystalgrus, men nu køber vi lidt af begge dele og ser, hvad der funger. 

Samtidig skal vi have købt nye gardiner til kontoret, da der nu er kommet nye farver, så intet passer (den slags magter jeg ikke, så jeg håber, jeg kan finde et godt tilbud på nogle billige gardiner, der er lige til at smække op). Vi skal have hentet et TV vi har fået gratis, forbi svogerskabet, aflevere en del ting, jeg har solgt, som jeg har lovet at tage med, når vi nu skal til byen og så en masse småærinder af den slags, man udskyder i det uendelige.

Tirsdag skal vi have Phoeba trimmet og forhåbentlig har vi fået taget en urinprøve på Samsara, som vi kan køre forbi dyrlægen med ved samme lejlighed. Onsdag skal vi have alle tingene herhjemme på plads og forhåbentlig få malet kontoret. Torsdag skal vi til middag hos nogle venner, så torsdag og fredag byder forhåbentlig på nogle slappedage.

Det lyder måske sindssygt at man kan stresse over så små ting, når nu jeg ikke har job eller børn at passe og derfor har en rimelig stille hverdag, men når jeg lige er kommet ud af en attak-periode, er det altid meget sløjt med energi og kroppen holder ikke rigtigt til noget. Jeg er vant til at sove mindst 16 timer om dagen og være liggende resten af tiden. Er ikke vant til at bevæge mig rundt, medmindre det er i rullestol, så alt skal gå lidt gelinde.

Det betyder dog også, at hvis der er lidt stille herinde, er det derfor. Jeg glæder mig dog til at vise billede af alle de ting, jeg har fået med mig fra Mumis gemmer samt ting, mine forældre har ryddet ud i. Jeg har fået skrabet en del skønne bøger til mig og mine forældre ryddede ud i deres Disneyfilm, som vi ikke har fået taget med os, da vi flyttede. Desværre er det VHS-bånd, men da vi har arvet Mumis DVD/VHS-afspiller kan jeg rent faktisk se dem, så det må gå an indtil jeg med tiden får samlet dvd'erne. Nu er samlingen i hvert fald stort set komplet, når man lægger VHS og DVD'er sammen.

Fredagsfnis #21

Det er blevet fredag og tid til fnis. Og nu skal der jo ikke altid handle om katte ... men i dag skal det. Igen. ;) Har du kat? Har du tænkt på, hvilken stilling den har derhjemme? Herhjemme har vi en del abstrakte kunstnere for tiden og en enkelt stylist. Deres jobkvalifikationer kan du se her:

Hvilke kvalifikationer har din(e) kat(te)?

PST: Det er i dag, der er fundet en vinder af bloggens 28. giveaway. Vindernavnet står på bloggens facebookside, så skynd dig ind og se om det er dig. :)

Dagens Vare #3

Der er igen kommet nye ting i shoppen og solgte ting er slettet. Bl.a. de nye ting er min Tiger Tooth fra Stine A Jewelry, der søger nyt, kærligt hjem til overtagelse snarest! Kunne én af mine læsere være interesseret i at overtage denne Stine A ørering? Den er aldrig brugt (har ikke huller i ørerne og synes, det er synd at lave den til clips) og er i æske fra Smykkemester, hvor den er købt. Mange steder på nettet er den pt. udsolgt. Materialet er 18 karat forgyldt sterling sølv og øreringen måler 3,3 cm. Har aldrig været brugt! Prisen er med fragt. Skriv ved spørgsmål eller interesse. Hvis den bliver solgt i dag, smider jeg en gratis sommerfuglesticker til en værdi af 65 kr. med oveni prisen!

Men det var bare dagens gode tilbud. ;) Dagens vare er dette fine katteur, som pt. er nedsat med 25 kr. Jeg har vundet to ure og har selv beholdt det andet, men dette er nu at finde i shoppen. De næste 24 timer, er prisen nedsat. Dette bling katteur har sort lakrem og guldtal og guldhalskæde på katten - fremstår mørkt på billedet, men er altså guldfarvet. Aldrig brugt, stadig i original emballage.

Husk at priserne er inkl. fragt, så det er hvad du betaler alt i alt. :) 

Jeg drager på posthus lørdag formiddag; skal du have noget med?